Miljøfirma flytter til Greve for at skabe vækst og skånejobs Thomas Callesen sammen med Erhvervs- og udviklingskonsulent Mette S. Nielsen fra Greve-Solrød ErhvervsService, som han synes har været utrolig hjælpsom i forløbet

Miljøfirma flytter til Greve for at skabe vækst og skånejobs

BSG Miljø flytter virksomheden fra Rødovre til Greve med en ambition om at skabe vækst og nye arbejdspladser i samarbejde med andre lokale håndværkere og Jobcentret

Der var fuldt hus, da ErhvervsCentret afviklede gå-hjem-møde om, hvordan Greve Kommune offentliggør udbud og udvælger leverandører til indkøb af varer og tjenesteydelser. En af de virksomheder, der deltog, var BSG Miljø repræsenteret af Thomas Callesen og hans partner. De flytter virksomheden fra Rødovre til Greve med en ambition om at skabe vækst og nye arbejdspladser i samarbejde med andre lokale håndværkere og Jobcentret.

- Vi mangler plads til at udvide og flytter nu til Greve, fordi det geografisk passer os godt i forhold til vores kunder. Greve ligger jo rigtig godt logistisk, og her har vi plads til at vokse med tre medarbejdere årligt, som er vores vækstmål. Vi glæder os og er positivt overrasket over den modtagelse, vi har fået allerede inden, vi besluttede os for at flytte til kommunen, siger Thomas Callesen.

Greve står overfor større renoveringsopgaver
På mødet kunne de omkring 50 fremmødte virksomheder blandt andet få svar på, hvor meget Greve Kommune købte ind for sidste år, og hvad man som lokal virksomhed kan gøre for at bringe sig i spil som leverandør til kommunen.

Eksempelvis kom det frem, at Greve Kommune i perioden august 2014 og til juli 2015 har indkøbt byggeri- og håndværkerydelser for 123 millioner kroner. Hvis planen holder, vil udgifterne hertil stige, idet Greve Kommune i de kommende år står over for et større renoveringsarbejde af kommunale ejendomme, herunder skoler. 

Tror på vækst gennem social bæredygtighed
Thomas Callesen fra BSG Miljø understreger, at et af målene for firmaet er at rekruttere nye medarbejdere via Jobcentret og give ledige med særlige behov en chance til at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

- Vi er en virksomhed med plads til forskelligheder. Vi har fx plads til at tage ufaglærte, som har et særligt behov for struktur i hverdagen, og som måske ikke kan arbejde 37 timer om ugen. Det vigtigste for os er, at dem vi aftager fra Jobcentret har lyst til at arbejde hos os og blive en del af fællesskabet, siger Thomas Callesen og forsætter:

- Vi vil gerne tage et socialt ansvar, og vi sørger for en grundig oplæring og uddannelse af de ufaglærte ledige. Ved miljøsanering er det utrolig vigtigt, at sikkerheden er i top, da vi fjerner miljøfarlige og sundhedsskadelige materialer som asbest og skimmelsvamp fra bygninger.

Fik skabt kontakter
På mødet i ErhvervsCentret fik Thomas Callesen og hans partner i pauserne og efter oplæggene en god snak med flere af de øvrige deltagere i arrangementet.

- Vi fik et klart indryk af, at der er en positiv stemning blandt de erhvervsdrivende i Greve, blandt andet fordi borgmesteren, kommunaldirektøren og afdelingscheferne i kommunen tager sig tid til at mødes med det lokale erhvervsliv. Det har også været værdifuldt for os, at vi fik talt med nogle af de andre leverandører til kommunen. Rent faktisk har vi allerede arrangeret et møde med en af disse i januar angående et samarbejde vedrørende udbud om renovering af kommunale bygninger, fortæller Thomas Callesen.

-jhn

10/12 2015