Minister tager spadestik til forskningsfaciliteter i verdensklasse
Avancerede biomedicinske forskningsfaciliteter for 850 millioner kroner vil snart rejse sig i Universitetsparken på Aarhus Universitet
Fredag den 5. september kl. 11 tager klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen første spadestik til det nye byggeri til Institut for Biomedicin.Bygningsstyrelsen er bygherre på det nye bygningskompleks, der i fremtiden vil danne rammerne for den ypperste forskning på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.
Komplekset består af to parallelle bygninger, som bliver opført på hjørnet af Vennelyst Boulevard og Høegh-Guldbergs Gade i Aarhus og kommer bl.a. til at rumme nye, avancerede laboratorier. Det nye byggeri er samtidig startskuddet til en omfattende renovering af de eksisterende forsknings- og undervisningsfaciliteter på instituttet to andre steder i universitetsparken.
Projektet er et led i statens investeringsplan for modernisering af universiteternes
laboratorier.
Selve byggeriet begynder i slutningen af september. De nye bygninger forventes at stå færdige ved udgangen af 2016, mens renoveringen af de eksisterende bygninger vil være færdig i slutningen af 2018.
- kj