Modulproducent opgraderer komforten på byggepladsen
Produktnyhed: Adapteo udvider forretningen til også at omfatte projektkontorer, der giver et markant løft i komfort og plads til fokus
Adapteo udvider nu forretningen med high-end projektkontorer.
De nye løsninger giver projektfolk og byggeledere markant bedre arbejdsforhold i byggefasen og imødekommer samtidig kravene til midlertidige kontorer på moderne byggepladser.
Efterspørgslen på bedre kontorfaciliteter direkte på byggepladsen er stigende – og særligt komfort og arbejdsmiljø er kommet i fokus:
– Trivslen rykker ind på byggepladsen, hvor komfort og gode rammer nu vægtes lige så højt som funktionalitet. Byggelederne tilbringer mange timer på pladsen, og vi oplever en klar efterspørgsel på løsninger, der går længere end det basale, siger Lars Søgaard, der er salgskonsulent hos Adapteo.
De nye on-site projektkontorer placerer sig som en gylden mellemvej mellem midlertidige lokaler og permanent byggeri.
Der er større rummelighed, bedre lysindfald og moderne mødefaciliteter – uden at gå på kompromis med de regler og krav, der gælder for midlertidige ophold på byggepladser.
– Vi kombinerer fleksibiliteten fra traditionelle byggepladsmoduler med høj komfort og et mere professionelt udtryk.
- Det er et markant løft i forhold til de typiske løsninger og giver byggepladsens projektfolk mulighed for at arbejde i omgivelser, der både er praktiske, indbydende og indrettet til det moderne arbejdsliv, siger Lars Søgaard.
En central del af forretningsudviklingen har været en målrettet ombygning og opgradering af eksisterende moduler fra Adapteos sortiment, hvilket giver modulerne en ny funktion.
De ombyggede moduler er nu klar til at skabe værdi på byggepladserne.
– Det er en naturlig forlængelse af vores fleksible tilgang. Vi bruger de ressourcer, vi har, på en smartere måde og skaber samtidig bedre forhold for dem, der arbejder med byggerierne. Det giver både mening for os og for vores kunder, siger Lars Søgaard.
-dc