Ny by i byen i AabenraaDet nye campus kommer bl.a. til at indeholde et centralt fællesrum, musik- og dramalokaler, natur/tekniklaboratorier, et læringscenter og en multisal. (Grafik: Henning Larsen Architects)

Ny by i byen i Aabenraa

Henning Larsen Architects er udpeget som vinder af konkurrencen om at tegne et nyt campus til University College Syddanmark i Aabenraa

Region Syddanmarks beslutning om at opføre et nyt campusbyggeri til at danne ramme om University College Syddanmarks pædagog-, socialrådgiver- og sygeplejerskeuddannelser i Aabenraa er nu kommet et skridt nærmere realisering.

Det er resultatet af en konkurrence om udformningen af det nye campusbyggeri, som netop er vundet af Henning Larsen Architects i samarbejde i samarbejde med Hoffmann og Rambøll.

Det nye campus kommer bl.a. til at indeholde et centralt fællesrum, musik- og dramalokaler, natur/tekniklaboratorier, et læringscenter og en multisal.

Fleksible bygninger
Den overordnede vision for byggeriet er at forme en by i byen, hvor de forskellige delområder har deres egen identitet og særlige rumligheder. Det nye byggeri bruger derfor også rum som et strategisk redskab i den måde skolen er organiseret på:

- En by tilbyder en vifte af oplevelsesmuligheder og giver plads til forskellighed, og det vil vi gerne integrere i det nye campus. De forskellige identiteter i de enkelte områder gør det samtidigt let at orientere sig og finde vej, siger Peer Teglgaard Jeppesen, der er arkitekt og partner i Henning Larsen Architects.

Byggeriet er designet med udgangspunkt i et logisk og overskueligt rumforløb, der sikrer huset en høj grad af fleksibilitet og en lang levetid. Fleksibiliteten i byggeriet kommer desuden til udtryk i en dobbelt- eller tredobbelt anvendelse af de forskellige bygningskomponenter.

Dagslys som virkemiddel
Derudover spiller dagslyset en vigtig rolle i bygningsdesignet. Henning Larsen Architects anvender således dagslys er som virkemiddel til at koble rum og læring.

Det sker med henvisning til, at forskning viser at elever opnår 5-14 % højere score i test og lærer 20-26 % hurtigere i rum med godt dagslys (World Green Building Council, 2013).

- Samtidig bidrager dagslyset til skabelsen af en særlig atmosfære på udvalgte steder i bygningen. Dagslysets vigtige rolle er den primære årsag til at huset er designet i ét plan. Den lave etagehøjde gør det muligt at trække dagslys ind i bygningen fra flere vinkler, påpeger arkitekten, som bakkes op af konkurrencens dommere:

- De viste løsninger med både sidelys fra facaderne og ovenlys fra tagene i undervisningsrummene forekommer at kunne give rigtig gode og velbelyste undervisningsrum, og der er redegjort meget overbevisende herfor, står der bl.a. i bedømmelsesudvalgets betænkning.

De fire konkurrenceprojekter er udstillet hos University College Syddanmark i Aabenraa.

-cmn


Dagslyset spiller en vigtig rolle i bygningsdesignet for det nye University College Syddanmark i Aabenraa. (Grafik: Henning Larsen Architects)

25/8 2015