Ny bydel syd for København i udbud
Inden for en årrække omdannes arealerne ved Køge Nord Station til en levende, bæredygtig bydel i Køge Kommune. Det skriver Byens Ejendom - Videnscenter for Byudvikling
Kort før jul blev 1. etape i etableringen af den nye bydel sendt i udbud. Det drejer sig om 25.000 m2 byggeret, som i alt kan huse ca. 250 boliger. Grundene sælges som storparceller, der hver for sig består af minimum 3800 m byggeret.
Køge Nord-området bliver DGNB-certificeret, hvilket bl.a. betyder, at der stilles særlige krav til håndtering af regnvand. Derudover stilles der krav til, at man som kommende bygherre entrerer med gode fysiske rammer, motiverer til fællesskaber i byggeriet og lever op til en høj standard ift. kvalitet.
- Det er en fantastisk spændende tid i Køge Kommune. Vi står midt i en udvikling, som går stærkt, og hvor vi som kommune har et stort ansvar for at tænke bæredygtigt og klogt. Det nye boligområde er et eksempel på, at vi i Køge udvikler med tanke på fremtiden og de mennesker, der flytter hertil. Det bliver en bydel, hvor kvalitet, bæredygtighed og fællesskaber er omdrejningspunktet for byggeriet. Jeg glæder mig enormt til at følge projektet og til at se, hvilke spændende boliger, der kommer til at skyde op, siger borgmester Marie Stærke (S).
Handler ikke kun om boliger
Bydelen kommer med tiden til at rumme 1600 boliger. Boligerne ligger tæt på Køges kommende Universitetshospital, der efter planen står færdigt i 2024. Og så kommer de kommende beboere til at bo i gåafstand fra Køge Nord Station, hvilket betyder en rejsetid mellem Køge og København H på 18 minutter.
Udviklingen af en helt ny bydel handler dog ikke kun om boliger. Køge Kommune regner med, at der er grobund for at skabe 6-7000 nye arbejdspladser i stationsområdet, ligesom 3000 m2 detailhandel er planlagt.
I løbet af 2020 sker der en detaljeret planlægning af det kommende byggeri, ligesom der udarbejdes en lokalplan i samarbejde med den køber, der erhverver byggegrundene. Hvis alt går efter planen, kan de første indbyggere flytte ind i den nye bydel i slutningen af 2021.
Udbuddet løber frem til den 17. februar.
-kj