Ny designerdagligvarebutik
C.F. Møller Architects har sammen med Netto og Salling Group udviklet en dagligvarebutik, der opnår DGNB Guld-certificering
Danmarks første fritliggende bæredygtige dagligvarebutik, der opnår DGNB Guld ligger i Horsens. Den Grønne Netto er den allerførste i Netto-kædens fremtidige butikker med fokus på bæredygtighed, og konceptet er udviklet i samarbejde mellem Netto, Salling Group og C.F. Møller Architects.
- Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Netto og Salling Group og den fælles ambition om at skabe et bæredygtigt byggeri, vi i al ydmyghed håber at kunne sætte retning for fremtidens butiksarkitektur. Vi har brugt vores erfaring fra forskning og anvendelse af træ og tegl sammen med bl.a. værktøjer til beregning af dagslys for at optimere kundeoplevelsen og minimere co2-aftrykket, fortæller Klaus Toustrup, arkitekt og partner hos C.F. Møller Architects.
Den Grønne Nettos facader er opbygget af skærmtegl og træelementer, og tagkonstruktionen udføres i dansk produceret limtræ. Indgangspartiet er beklædt med varmebehandlet nordisk fyrretræ. Et stort indgangsparti i glas trækker folt og dagslys ind i bygningen og giver kig til en tagkonstruktion i træ.
– Vi vil gerne have, at vores kunder synes, det er rart at handle i vores butikker. Sammen med C.F. Møller har vi brugt mange ressourcer på at udtænke, hvordan vi kan skabe den oplevelse og samtidig sætte en ny standard for, hvordan vi bygger og driver vores butikker på en meget mere klimavenlig måde, siger Michael Løve, direktør i Netto.
Landskabsløsningen omkring butikken bejler til lokalområdets biodiversitet med hjemhørende buske og træer samt naturgræsser og vilde blomster. Et grønt sedum-tag står for regnvandsforsinkelse og temperaturregulering ved at holde på varmen i vinterhalvåret og sørge for naturlig nedkøling i sommerhalvåret. Solceller på taget og et særligt varmepumpesystem, der udnytter overskudsvarmen, fra køle- og fryserum og kølemøbler, til bygningsopvarmning, gør butikken delvist selvforsynende med energi. -ms