Ny skole sætter fokus på elevernes trivselByggeriet kommer både til at ændre bybilledet i Aabybro og samtidig lyse langt ud over kommunens grænser, mener borgmester Mogens Gade, Jammerbugt Kommune.

Ny skole sætter fokus på elevernes trivsel

Første spadestik på en ny folkeskole i Aabybro sætter retning for en ny type folkeskole, hvor børns og voksnes trivsel er i centrum

Indholdet i folkeskolen er under forandring, og det stiller krav til de fysiske rammer for landets folkeskoleelever og skolens lærere og personale. På den nye Aabybro Skole har bygherren, Jammerbugt Kommune, og totalentreprenøren, NCC, sat sig for at skabe de bedst mulige rum, vilkår og omgivelser for de henved 1200 daglige brugere. Byggeriet er nu officielt sat i gang med et første spadestik foretaget fra gravemaskine af borgmester Mogens Gade og flere hundrede skoleelever med skovle og spader.

- Det er en flot start på et byggeprojekt, som vi glæder os meget til at komme i gang med. De rammer, vi skaber her, vil forhåbentlig være med til at give elever og lærere en berigende skoledag med masser af gode og sunde oplevelser, siger direktør Henrik Krogh Holm, NCC.

Vedligehold i 25 år
Fællesnævneren for byggeriet er bæredygtighed. Designet af skolen tager hensyn til miljø og klima ved at begrænse energiforbruget og vælge materialer af god kvalitet, så skolen får en lang holdbarhed. Det forstærkes af, at der også er indgået en aftale om vedligehold af skolen over 25 år, så den undgår nedslidning. Den aftale varetages af Ejendomsvirke.

- Det byggeri, vi nu sætter i gang, kommer ikke blot til at ændre bybilledet i Aabybro – det kommer til at lyse langt ud over kommunens grænser med budskabet om, at sådan kan en moderne folkeskole også bygges, siger borgmester Mogens Gade, Jammerbugt Kommune.

Afgørende indeklima
Både ventilation og lysforhold er afgørende for elevernes evne til at suge viden til sig. Derfor er begge dele været i højsæde på den nye skole.

- Mange af vores folkeskoler i Danmark er bygget i 1960’erne og 1970’erne, og dem, der ikke er renoveret, lider desværre ofte under et utilfredsstillende indeklima. Så vi er glade for, at nye skoler som Aabybro Skole er med til at sætte elevernes trivsel og læring på dagsordenen, siger Henrik Krogh Holm, NCC.

Århundredets begivenhed
Tankerne omkring bæredygtighed viser sig også ved, at der i Aabybro Skole skabes mulighed for at få en kantine, der sælger sund mad, og at tilgængelighed er tænkt ind, så alle har lige adgang – også selv om man måtte have et handicap.

Byggeriet af skolen skal være afsluttet i juni 2016, så elever og lærere kan tage den nye skole i brug efter sommerferien. Aabybro Skole er det største og dyreste anlægsprojekt i kommunen nogen sinde med en samlet anlægssum på 160 mio. kr.

- Måske bliver det århundredets begivenhed i Jammerbugt Kommune, når vi taler anlægsprojekter – kun overgået af den dag, vi kan se frem til, hvor vi skal indvie den nye skole, siger borgmester Mogens Gade.

- kj

15/9 2014