Ny vision for Hovedstaden: En klimavenlig by med flere grønne områder
Københavns Kommune har fastlagt den strategiske retning for Københavns fysiske udvikling frem mod 2036, hvor nye arealer skal byudvikles og byen bevæge sig i en endnu mere grøn og klimavenlig retning
En blandet by med betalbare boliger og flere andelsboliger, ejerboliger og almene boliger. Turisme spredt ud i hele byen med hoteller i flere kvarterer, der understøtter lokalområderne.
En klimavenlig by med flere grønne områder og kort transporttid mellem hjem, arbejde, indkøb og fritidsaktiviteter.
Det er nogle af ambitionerne for, hvordan København skal udvikle sig de kommende år i 'Kommuneplanstrategi 2023 – Fremtidens klimavenlige hovedstad'.
Den rivende udvikling, København befinder sig midt i, vil de kommende år blive endnu mere synlig, efterhånden som der bliver bygget nyt i bl.a. Tingbjerg, Ørestad og Nordhavn.
Og med behovet for flere nye bolig- og erhvervsområder fremover, vil arealer som Kløvermarken og Refshaleøen, komme i spil som områder, der har potentiale for byudvikling.
- Det er vigtigt, at København aldrig står stille. Hovedstaden skal fortsat udvikle sig med mere københavnerliv, hvor en bedre hverdag går hånd i hånd med at leve i en sund, bæredygtig og levende by.
- Kommuneplanstrategien er der, hvor vi har det lange og ambitiøse lys på i udviklingen af København, inden vi sammen med københavnerne skal definere planen for byens udvikling de næste 12 år, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) og fortsætter:
- Vi skal skabe de rigtige rammer for en bæredygtig byudvikling med plads til nye boliger og forskellige boligtyper, så København kan være en by til alle faser i livet. Vi skal tænke klimaet ind i alt, hvad vi gør, og sikre at naturen bliver hevet helt ind i københavnernes hverdag.
- Og vi skal bevare byens sjæl, så vores historie føres med ind i fremtidens København. Tak for samarbejdet til alle partier på rådhuset.
Kommuneplanstrategien peger bl.a. også på potentialet for nye forbindelser, der åbner udsatte boligområder mod den øvrige by. I det hele taget vil flere nye forbindelser som cykel- og gangbroer, tunneller og bedre krydsningsmuligheder kunne binde København bedre sammen.
København skal være en mere sammenhængende by, hvor alle nemt kan komme rundt, flere områder opleves som attraktive, og der er nemmere adgang til grønne arealer, fritidsaktiviteter og vandet.
Overordnet set vil tæt byudvikling med kort transporttid mellem hjem, arbejde og fritid sætte et lavere klimaaftryk, fordi det fremmer transportformer som gang, cyklen eller kollektiv transport.
Kommuneplanstrategi 2023 har været i offentlig høring i sensommeren 2023, hvor forvaltningen blandt andet afholdt 26 dialogarrangementer med relevante aktører samt modtog 151 høringssvar fra borgere, virksomheder og organisationer.
Derudover har forvaltningen forud for udarbejdelsen af strategien gennemført to spørgeskemaundersøgelser og et inddragelsesforløb med skoleklasser.
Der var mange forslag om forskellige emner, bl.a. ønsker til udvikling fra grundejere, som tages med i det videre arbejde med Kommuneplan 2024.
Kommuneplanstrategi 2023 fastlægger således den strategiske retning for byens udvikling og kommer til at danne grundlag for udarbejdelsen af Kommuneplan 2024.
København skal have en ny kommuneplan hver fjerde år, og i dag er den gældende Kommuneplan 2019.
Økonomiforvaltningen vil med udgangspunkt i Kommuneplanstrategi 2023 og forskellige baggrundsanalyser udarbejde et første udkast til en ny kommuneplan, hvorefter der følger politiske behandlinger samt interne og offentlige høringer.
-dc