Nye ansættelser i Adserballe & Knudsen

Nye ansættelser i Adserballe & Knudsen

Adserballe & Knudsen ansætter ny byggeleder og opretter en stilling som udviklingsleder

Dianna N. Hansen, 39 år er ansat i Adserballe & Knudsen i en nyoprettet stilling som udviklingsleder. Hun skal arbejde med kompetenceudvikling af medarbejderne og strategisk HR. Bygge- og projektledere såvel som projekt- og sektionschefer er på 'skolebænken', hvor fokus er på udvikling af kompetencer inden for kommunikation, samarbejde, konfliktforebyggelse og ledelse.

Udover intern undervisning bidrager Dianna med ledersparring samt faciliterer Kickoffs og samarbejdsprocesser på nystartede byggesager.

Dianna Hansen er oprindeligt uddannet pædagog og har en diplom i ledelse, samt flere kommunikative uddannelser herunder kognitiv coaching.

Dianna har tidligere været ansat som leder i det offentlige inden for det special- og socialpædagogiske område.
Fritiden er på samme måde præget af interessen for at dyrke de gode og positive menneskelige relationer. Med to børn på 9 og 11 år og mand er det work-life-balance, som er prioriteret højest.

Rene Alvagård, 28 år
Er ansat i Adserballe & Knudsen som byggeleder. Han arbejder det næste års tid med renoveringen af Skovparken i Espergærde med ansvar for tag og de indvendige arbejder, som Adserballe & Knudsen udfører i egenproduktion.

Rene Alvagård er oprindeligt uddannet tømrer og bygningskonstruktør fra KEA København i 2012. Derefter arbejdede han hos Rambøll som projektleder i Facility Management afdelingen.

Han bor i Greve med kone og søn på tre. Fritiden bruges især på at istandsætte familiens hus og med hygge-fodbold og crossfit.

10/6 2015