Nye Borgerlige prioriterer veje før skinner
Står det til Mette Thiesen skal ’landevejsprincippet’ indføres i Danmark. Det skal ikke være dyrere at sejle én kilometer, end det skal være at køre én kilometer. Brugerbetaling på faste forbindelser skal væk
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Når der sandsynligvis inden for det kommende halve år indkaldes til forhandlinger om et kommende transport forlig, stiller Nye Borgerlige med ønsket om, at der sker en kraftig udbygning af det eksisterende vejnet, og ikke mindst at de planlagte motorvejsprojekter til Kalundborg, Hillerød, Frederikssund og Næstved - Rønnede færdiggøres.
Nye Borgerlige er ifølge deres transportordfører Mette Thiesen ikke tilhængere af eksempelvis en ny Ring5 omkring København. Hun siger til BygTek, at Nye Borgerlige overordnet set har den holdning, at der skal ske en ’trafikal ligestilling’:
Skaber vækst og velstand
- Vi vil gennemføre landevejsprincippet fuldt ud. Det skal ikke være dyrere at sejle én kilometer, end det skal være at køre én kilometer. Sejlruter, broer og veje binder landet sammen. Det skaber mobilitet, vækst og velstand. Vi ønsker blandt andet at fjerne brugerbetalingen på Storebæltsforbindelsen, og det samme gælder brugerbetalingen på den nye bro over Roskilde Fjord ved Frederikssund – Kronprinsesse Marys Bro. Det giver ingen mening, at man skal betale for at færdes rundt i sit eget land, siger Mette Thiesen.
Nej til HH-forbindelse
Nye Borgerlige er heller ikke tilhænger af Femernforbindelsen, og de er også, som understreget af Mette Thiesen, modstandere af en fast forbindelse over eller under Øresund ved Helsingør-Helsingborg:
- HH-forbindelsen er sammen med Ring5 og Femernforbindelsen skal få ’det hele’ til at hænge sammen set ud fra et svensk eller norsk perspektiv, så tunge lastvognstog fra det øvrige Scandinavian, der skal til Tyskland, kan bruge Sjælland som en form for omfartsvej, siger Nye Borgerliges transportordfører.
Kom nu i gang
Hun slår dog samtidig fast, at Nye Borgerlige sammen med de øvrige borgerlige partier har presset på for at få transportminister Benny Engelbrecht til at sætte gang i forhandlingerne om et ny transportforlig:
– Det haster. Det har vi også kunnet se i denne sommer, hvor der ikke mindst på Hillerødmotorvejen er sket flere meget alvorlige og voldsomme ulykker. Det giver ingen mening at have en Hillerødmotorvej, der stopper ved Allerød. En række af disse projekter er super rentable og koster ikke meget i det store billede at færdiggøre. Det gælder om at komme i gang allerede nu, siger Mette Thiesen
Ekstra beskatning er konkurrenceforvridende
Hun slår fast, at brugerbetalingen på Kronprinsesse Marys Bro reelt er en ekstra beskatning på både borgere og virksomheder i Frederikssund Kommune for at benytte, og det skaber en ulige konkurrence:
- Der er faktisk ikke ret mange, der bruger den nye bro. Der er sket en form for civil ulydighed, fordi de lokale nægter at betale for at komme over på den anden side af fjorden. Det er jo synd, når den står færdig, så lad os få afskaffet den brugerbetaling én gang for alle og lade borgere og virksomheder i området benyttet den, siger Mette Thiesen.
Nej til Hærvejsmotorvej
Hverken Hærvejsmotorvej eller en Kattegatbro er i øvrigt en del af Nye Borgerliges transportpolitik, men man ser meget positivt på eksempelvis en kraftig udvidelse af E45 til fire spor hele vejen til grænsen. Det samme gælder en tredje Limfjordsforbindelse.
Til gengæld står en udbygning af skinnenettet ikke på Nye Borgerliges prioriteringsliste:
- Der skal ikke herske tvivl om, at Nye Borgerlige prioriterer veje før skinner. Det har stået klart fra begyndelsen. Forhåbentlig får vi en bred og langsigtet aftale, og der ved vi også godt, at jernbanerne kommer med. Vores hovedprioritet er en bedre udbygning af det eksisterende vejnet, en kontinuerlig udbygning af vejnettet og at sikre mobiliteten i hele Danmark, slutter Nye Borgerliges transportordfører.
Hør hele interviewet med Mette Thiesen på nedenstående link