Odense vokser indefra
Der er stor efterspørgsel efter nye lejligheder i centrum af Danmarks tredjestørste by, Odense. Den udfordring er arkitektfirmaet C.F. Møller med til at løse. De første 78 nye boliger står klar og yderligere 200 er på vej
78 nye ejerlejligheder i 12 etager på Østre Stationsvej i centrum af Odense står nu klar. Samtidig begynder endnu et boligprojekt ved siden af. C.F. Møller har tegnet boligerne, der er opført af OPUS, Odense Projektudviklingsselskab.
- Der er en stærk udvikling i gang i Odense for tiden, og særligt på boligfronten kan vi se, at efterspørgslen efter kvalitetslejligheder med central beliggenhed er høj, forklarer partner i C.F. Møller, Klaus Toustrup.
C.F. Møller står i øjeblikket bag tre spændende boligprojekter midt i Odense, som alle opføres af OPUS på den gamle slagterigrund tæt på Odense Banegård.
Højhuset på 12 etager har sigtet mod boliger med et stærkt indfald af dagslys og på at skabe en varieret og levende bygningsfacade med fremskudte og tilbagetrukne vinduespartier, altaner med forskelligartet beklædning.
Hertil kommer ikke mindst bygningens kendemærke: Et kobberfarvet tårn, der arkitektonisk bygger bro til de ældre bygninger i nærheden.
Højhuset har fået kælenavnet ”L-Bygningen”, fordi bebyggelsen former sig som bogstavet L. Nu begynder byggeriet af ”V-Bygningen” på samme grund. Her bliver der plads til 78 lejligheder fordelt ud på ni etager i et V-formet byggeri. Senere følger 200 lejligheder i samme område.
-cmn