Omkørselsruter udenom motorvejskøer
Siden lanceringen i december 2014 har Vejdirektoratets forskellige omkørselsruter været i brug i alt 7 gange i perioder på mellem 20 minutter og 5 timer
I slutningen af sidste år indførte Vejdirektoratet sammen med politiet og tolv kommuner en række faste omkørselsruter på vejnettet.
Omkørselsruterne skal hjælpe bilister med at komme hurtigt uden om køer, der pludselig og uventet kan opstå på motorvejene, hvis der for eksempel sker et uheld. Og de 19 faste omkørselsruter, som er etableret, har vist sig at være en fin succes.
- Vi har aktiveret forskellige omkørselsruter syv gange, siden de blev etableret, og vi kan se, at de allerede har demonstreret deres værdi. For eksempel benyttede omkring 300 bilister sig af omkørselsruten, da en strækning mellem Hedensted og Horsens i foråret var spærret i en times tid. Og dermed blev de hjulpet hurtigt og sikkert uden om køen, siger områdechef Charlotte Vithen fra Vejdirektoratet.
Online guide
Hændelser som den ved Hedensted og Horsens er med til at få regnskabet bag etableringen af omkørselsruterne til at gå i plus. Samfundsøkonomisk er udgiften ved at etablere ruten nemlig tjent hjem i sparede forsinkelser, hvis ruten bare én gang årligt ved en motorvejsspærring på en halv time bliver brugt af 100-200 køretøjer.
Siden lanceringen i december 2014 har forskellige omkørselsruter været i brug i alt 7 gange i perioder på mellem 20 minutter og 5 timer.
Bilisterne skal kun følge omkørselsruten, når det via Vejdirektoratets app "Trafikinfo", et navigationsanlæg med aktuel trafikinformation, DR P4's trafikmeldinger eller andre kanaler anbefales at bruge omkørselsruten. Politiet kan også anvise omkørsel.
God samfundsøkonomi
Det er relativt billigt at etablere en omkørselsrute. Indkøb og opsætning af de særlige tavler, der skilter omkørselsruten, koster ca. 45.000 kr. pr. rute.
Samfundsøkonomisk er den udgift tjent hjem i sparede forsinkelser, hvis ruten bare én gang årligt bliver brugt af 100-200 køretøjer, som ellers ikke ville være kørt fra, ved en motorvejsspærring på en halv time.
-Så det kan godt betale sig at etablere omkørselsruten, hvis nogle få hundrede trafikanter kommer til at bruge den hvert år, fortæller Charlotte Vithen.
Omkørselsruterne er en forsøgsordning. Når brugen af omkørselsruterne er blevet evalueret skal der tages stilling til, om de skal gøres permanente. Omkørselsruterne er etableret som del af samarbejdet "Det strategiske vejnet" mellem Vejdirektoratet, de 12 kommuner, som ruterne løber igennem, og politiet
-cmn