Opkøb baner vej for flere bæredygtige plejehjemPlejehjemmet i Frederikssund drives af operatøren Attendo, der også står for driften af 18 af Northern Horizons plejehjem i Sverige og Finland.

Opkøb baner vej for flere bæredygtige plejehjem

Et DGNB-guldcertificeret plejehjem i Frederikssund er solgt til den internationale investor Northern Horizon. Parterne ser frem til at udvikle flere bæredygtige friplejehjem i Danmark

Scandinavian Property Development, der har specialiseret sig inden for opførelse af private plejehjem, kan nu afhænde det første bæredygtighedscertificerede friplejehjem i Danmark til en international investor. Det er en nyoprettet fond under kapitalforvalteren Northern Horizon, der køber plejehjemmet Lærkevej i Frederikssund med 70 boliger. Desuden indgår 30 seniorvenlige boliger i et nabobyggeri i handlen, der har en samlet transaktionssum på over en kvart milliard kroner.

Byggeriet modtog for nylig som det første danske privatopførte plejehjem en DGNB-guldcertificering, der måler på i alt 14 ud af FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed. Købet er Northern Horizons første investering i Danmark.

- Bæredygtighed er altafgørende i moderne byggeri. Vi er derfor meget stolte over, at premieren på vores investeringer i Danmark sker i det første guldcertificerede friplejehjem herhjemme, siger Kasper Wehner, der er Investment Manager og landechef for Northern Horizon.

Northern Horizon er et dansk selskab med aktiviteter i landene omkring Østersøen. I alt har Northern Horizon ejendomme for 7,5 mia. kr. under forvaltning med kapital, der typisk kommer fra institutionelle investorer som forsikrings- og pensionsselskaber.

- Vores mål er at tilbyde ældre danskere de bedste fysiske rammer for deres seniorliv. Her er Lærkevej et lysende eksempel på de investeringer indenfor moderne friplejehjem, som vi vil foretage i en nyoprettet fond dedikeret til netop dette formål, siger Kasper Wehner.

Gør det lettere for kommunerne
Markedet for private plejehjem i Danmark forudses at være meget stort. Kommunernes Landsforening vurderer, at der de kommende 10 år skal opføres op mod 13.000 nye plejehjemsboliger, og Dansk Industri beregner behovet til helt op mod 35.000. Scandinavian Property Development har for tiden tre nye friplejehjem på vej herhjemme i henholdsvis Valby, Helsingør og Hørsholm:

- Som privat bygherre kan vi gøre det lettere for en kommune at få opfyldt behovet for moderne plejehjem, da kommunen ikke selv skal investere pengene eller tage ansvaret for eventuelle tomme pladser. Ved opførelsen af Lærkevej har vi haft et forbilledligt samarbejde med Frederikssund Kommune, og det har haft stor indflydelse på, at vi fik udviklet de helt rigtige løsninger til de ældre, siger Stig Holmboe, der er partner i Scandinavian Property Development.

Op til syv danske projekter over to-tre år
Scandinavian Property Development har tidligere opført seks friplejehjem i Sverige, hvoraf tre allerede er købt af Northern Horizon. I alt har Northern Horizon investeret i mere end 110 plejehjem i Sverige og Finland.

- Vi regner med at investere i yderligere fem til syv danske plejehjemsprojekter over de næste to-tre år. Her forventer vi at kunne fortsætte det succesfulde samarbejde med en frontløber som Scandinavian Property Development med deres meget store erfaring inden for pleje- og seniorboliger i høj kvalitet, siger Kasper Wehner fra Northern Horizon.

-kj

26/8 2020