Optimera fra land til by
Byggecenterkæden Optimera lukker sine tre centre i Tim, Vinderup og Hvide Sande som følge af faldende trafik i butikkerne på Vestkysten
Omsætningsvæksten på byggeleverandørsiden sker i storbyerne og online. Derfor skærper Optimera nu kædens fokus i byområderne samt på sine effektive logistikløsninger og barsler med nye butikskoncepter i hovedstadsområdet.
Det er nye efterspørgselsmønstre og mulighed for dag-til-dag leverancer af byggematerialer over hele landet, der nu får Optimera til at justere strategien. De tre byggecentre i Tim, Vinderup og Hvide Sande lukkes fra den 1. november, hvorefter Optimera har 15 fysiske centre i Danmark og et i Grønland samt online byggecentret optimera.dk. Det er længere tids faldende efterspørgsel i de tre vestjyske byggecentre, der har ført til beslutningen. Lukningen sker samtidig med, at Optimera har fremgang andre steder.
-Samlet set går det godt i Optimera, og kæden opfylder sine mål, men efterspørgselsmønstrene har ændret sig både geografisk og i forhold til kundeprofilen, siger Jesper Faurholdt, der er konstitueret kommerciel direktør i Optimera.
Nyt salgskontor i Viborg
-Selvom vi har været glade for at drive byggecentre i Tim, Vinderup og Hvide Sande, må vi erkende, at der er færre og færre kunder i disse centre, og det skal vi selvfølgelig reagere på med rettidig omhu, siger Jesper Faurholdt og peger på, at Optimera ikke forsvinder helt fra Vestkysten.
- Vi opretter et nyt salgskontor for de professionelle håndværkere i Viborg, så vi fortsat kan servicere vores kunder fra Tim og Vinderup. Ligeledes beholder vi vores byggecentre i Nr. Nebel og Oksbøl, som fremadrettet vil servicere vores kunder fra Hvide Sande. Samtidig har vi døgnåbent i vores online byggecenter optimera.dk, og vores professionelle kunder i hele landet kan, som sædvanligt, bestille dag-til-dag leverancer direkte på byggepladsen, siger Jesper Faurholdt.
Optimera har sammen med søsterselskabet VVS-grossisten Brødrene Dahl investeret i et høj-effektivt centrallager i Randers. Lageret er hjørnestenen i et meget effektivt logistikkoncept, som bl.a. betyder, at håndværkerne kan bestille deres varer frem til kl. 18 og modtage leverancen næste morgen kl. 7.
Optimera har efter lukningen af de vestjyske centre 15 centre i Danmark og et center på Grønland, samt et online byggecenter med landsdækkende levering.
-cmn