Orbicon køber svensk rådgiver Sandström arbejder i Sverige og internationalt med miljø, jord- og grundvandsforurening, geoteknik og konstruktioner og derfor et helt naturligt valg for Orbicon

Orbicon køber svensk rådgiver

Orbicon har overtaget den svenske rådgiver Sandström Miljö & Säkerhetskonsult. Orbicon har et strategisk mål om yderligere internationalisering, og nu er et vigtigt skridt taget

Orbicon har overtaget den svenske rådgiver Sandström Miljö & Säkerhetskonsult. Orbicon har et strategisk mål om yderligere internationalisering, og nu er et vigtigt skridt taget.

- Internationaliseringen sikrer, at Orbicon får adgang til ny viden og nye teknologier, hvilket gør Orbicon mere attraktiv for vores kunder, og internationalisering øger Orbicons mulighed for at rekruttere talenter herhjemme og i udlandet. Her er opkøbet af Sandström et vigtigt skridt på vejen, siger Jesper Nybo Andersen, administrerende direktør i Orbicon.

Indgang til hele Skandinavien
Sandström arbejder i Sverige og internationalt med miljø, jord- og grundvandsforurening, geoteknik og konstruktioner. Virksomheden er derfor et helt naturligt valg for Orbicon i forhold til planen om international vækst, og købet giver Orbicon styrke til at følge kunder i f.eks. oliebranchen ud af Danmark på det vigtige skandinaviske marked.

Nye vækstmuligheder
- Jordforurenings- og vandområdet er nogle af vores kerneforretninger i Orbicon, så det er kendte kompetencer, der på den bedste måde supplerer vore danske aktiviteter. Vi har gennem en periode haft en række samarbejdsprojekter, og disse har vist, at kerneværdierne i virksomhederne matcher hinanden. Virksomheden har haft en sund udvikling og størrelsen giver et solidt fundament på det svenske marked, siger Jesper Nybo Andersen.
Fra sælgers side lægges der vægt på, at salget kan føre den svenske virksomhed frem som en landsdækkende virksomhed, der nu vil kunne tilbyde kunderne endnu flere ydelser.

- Orbicon er en rummelig og meget professionel virksomhed, hvor igennem vi får mulighed for at udvikle det svenske marked. Det er en styrke for os, og det giver os mulighed for at kunne servicere vore kunder både bredere og dybere, siger Thomas Sandström, der er stifter af og direktør for Sandström Miljö & Säkerhetskonsult.

Løsninger på tværs af landegrænser
Sandström Miljö & Säkerhetskonsult har 35 ansatte og omsatte sidste år for 42 mio. svenske kroner. De har kontorer i Göteborg, Stockholm og Luleå, og kunderne tæller bl.a. OKQ8, St1 Sverige AB, Skanska, Svevia og PEAB, en række private industrier og mange kommunale kunder.

- Vi har købt en virksomhed, der ligesom vi i Orbicon, har en stor faglig passion, fokus på udvikling og kvalitet og viser fleksibilitet i alle kunderelationer. En virksomhed hvor de ansatte ikke alene går på arbejde for at hente den daglige løn, men i lige så høj grad fordi det arbejde, der udføres, er vigtigt for det samfund, vi alle er en del af, siger Jesper Nybo Andersen.

-jhn

Fakta:
Orbicon A/S rådgiver offentlige og private virksomheder om miljø, natur, byggeri, forsyning, anlæg, infrastruktur og informatik. Med ca. 500 medarbejdere, 11 kontorer i Danmark og to i Grønland er Orbicon en af de markante spillere på det danske rådgivermarked. Orbicon er et 100 % ejet datterselskab af Hedeselskabet, der er en foreningsbaseret, erhvervsdrivende fond.

5/5 2015