Partnerskaber giver værdi og nedbringer konfliktniveauet

Partnerskaber giver værdi og nedbringer konfliktniveauet

Samarbejdet mellem KAB og entreprenøren Enemærke & Petersen viser, at langsigtede partnerskaber kan mindske konflikter i byggebranchen

Byggebranchen har længe været præget af modsætninger mellem bygherre og entreprenør – men det behøver ikke være sådan. Det strategiske samarbejde mellem KAB og Enemærke & Petersen viser, hvordan tillid og langsigtet partnerskab skaber værdi, effektivitet og færre konflikter i praksis.

Byggebranchen er traditionelt præget af komplekse udbud og konfliktfyldte relationer. Men i partnerskabet mellem KAB og Enemærke & Petersen peger erfaringerne i en anden retning. Det strategiske samarbejde, som har rødder over fire årtier tilbage, har medført mere stabile byggeforløb, højere medarbejdertrivsel og færre konflikter.

-Vi ønskede at gøre op med de klassiske modsætningsforhold mellem bygherre og entreprenør. Partnerskabet med Enemærke & Petersen har vist, at man med fælles mål og gensidig tillid kan nedbringe konfliktniveauet markant, siger Rasmus Jessing, byggedirektør i KAB.

Konfliktniveauet er faldet markant

Evalueringer viser, at konfliktniveauet i KAB og Enemærke & Petersens fælles projekter er stort set ikke eksisterende. Ifølge Rasmus Jessing har især beboernære projekter haft gavn af et tæt samarbejde, hvor forventningsafstemning og god kommunikation har været afgørende.

-Vi har haft minimale problemer undervejs. Når uenigheder opstår, bliver de typisk håndteret hurtigt og løsningsorienteret af projektlederne. Det skaber et langt bedre samarbejdsklima," siger han.

Troels Aggersbo, adm. direktør i Enemærke & Petersen, fremhæver, at partnerskabet giver bedre beslutningsprocesser og højere trivsel.

-kis

-Vi har ikke oplevet at ende i egentlige konfliktsituationer i vores strategiske partnerskaber – hverken med KAB eller andre. Det skyldes, at vi arbejder systematisk med kultur, kommunikation og fælles målsætninger, siger han og tilføjer:

-På et andet af vores strategiske partnerskaber, har bygherre endda konstateret, at de ikke har brugt nogen penge på juridisk bistand overhoved.

Et konkret eksempel: Generationernes Byhus

Et aktuelt projekt, Boligforeningens 3Bs byggeri Generationernes Byhus, er ifølge KAB et godt eksempel på, hvordan partnerskabet muliggør byggeprojekter, der ellers kunne være strandet i markedets nuværende vilkår.

-Hvis ikke vi havde haft partnerskabet på plads, tror jeg ikke, vi havde fået hul på projektet. Det er i høj grad det tætte samarbejde, der har gjort det muligt, siger Rasmus Jessing.

Selvom resultaterne er gode, er begge parter enige om, at der fortsat er udviklingspotentiale. Især i forhold til at tænke tidlig planlægning og projektpipeline ind helt fra starten i fremtidige partnerskaber.

-Partnerskaber kræver, at man tør tænke langsigtet og planlægge derefter. I fremtiden kunne vi forestille os at udbrede modellen til flere renoveringer, plejehjem eller præfabrikerede boliger, som både er økonomisk og klimamæssigt bæredygtige, siger Rasmus Jessing.

Både KAB og Enemærke & Petersen ser partnerskaber som et vigtigt værktøj i fremtidens byggeri – ikke kun i den almene sektor, men også bredere i en branche, der har brug for nye samarbejdsformer.

-kis

7/8 2025