Pensionsregning sendes videre til mindre virksomhederAdministrerende direktør Jannick Nytoft fra EjendomDanmark

Pensionsregning sendes videre til mindre virksomheder

Ifølge EjendomDanmark betyder ’Arnes og hans kollegers’ tidligere pension færre boliger til Arnes børn og børnebørn i byerne.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

For at finansiere tidlig pension vil regeringen beskatte ejendomme, der rummer eksempelvis kontorer, butikker, industri og lejeboliger med en ny såkaldt lagerbeskatning. Den skal bidrage med 850 millioner kroner om året til tidlig pension.

Men det kalder administrerende direktør i EjendomDanmark, Jannick Nytoft, ikke overraskende for en ’dårlig idé’:

- At finansiere bedre pensionsmuligheder med nye lagerskatte vil gå ud over væksten, give færre og dyrere nye boliger og koste arbejdspladser. Kort sagt vil regeringen give Arne og hans kolleger tidligere pension, men der vil være færre boliger til Arnes børn og børnebørn i byerne, siger Jannick Nytoft.

Presser de små virksomheder
Samtidig påpeger han, at den såkaldte ’lagerbeskatning’ betyder, at især små og mellemstore ejendomsvirksomheder bliver presset på den løbende likviditet. Lagerbeskatningen beskatter nemlig værdien af ejendommen årligt – uanset om ejendommen sælges eller ej:

- Vi ved af smertelig erfaring, at ejendomsvurderinger er svære. Samtidig vil en løbende lagerbeskatning kunne udfordre små virksomheder på likviditeten, og lagerskat er svær at administrere. Det er ikke en klog vej at gå, hvis vi vil hjælpe små og mellemstore virksomheder i Danmark, siger Jannick Nytoft.

Væltes over på lejerne
Desuden er det en udfordring, at øgede skatter typisk væltes over på lejerne, da det indgår i kontrakterne for mange erhvervslejemål:

- Det kan betyde dyrere produkter til forbrugerne i sidste ende. Der er i dag ambitiøse planer om, at der skal opføres 110.000 nye boliger i de fire største byer frem mod 2031. Heraf skal de 60.000 bygges i København, hvor efterspørgslen efter boliger er størst. Samtidig vil skatten betyde, at det alt andet lige betyder, at der bliver færre incitamenter til at lave eksempelvis klimarenoveringer på ældre ejendomme, mener han.

- Vi deler ambitioner om både flere og grønnere boliger. Men de store ambitioner kræver finansiering, og en øget beskatning af netop de investeringer, der er så meget brug for, er den helt forkerte vej at gå, siger Jannick Nytoft om den nye lagerbeskatning, som ifølge regeringens udspil træder i kraft fra 2023.

20/8 2020