Plads til nyuddannede arkitekter
Nyuddannede ledige arkitekter får via projektet Next Step tilbudt et skrivebord hos en virksomhed, hvor de i et fagligt fællesskab med erfarne kolleger kan arbejde med egne projekter, mens de søger job
I stedet for at sidde fast i køen af arbejdsløse har unge ledige arkitekter i København fået et skrivebord og et netværk stillet til rådighed. Det nye initiativ, Next Step, har skabt både resultater og job til deltagerne i projektet. Ideen er blevet så stor en succes, at den nu også rulles ud i Århus.
Bag Next Step står den strategiske bygherrerådgiver Bascon i et usædvanligt samarbejde med flere jobcentre, Forbundet Arkitekter og Designere samt Akademikernes A-kasse. I projektet bliver de nyuddannede ledige arkitekter tilbudt et skrivebord hos en virksomhed, hvor de i et fagligt fællesskab med erfarne kolleger kan arbejde med egne projekter, mens de søger job.
I Bascons afdeling i København har alle Next Steppere fået job, og det har i sådan grad givet initiativtagerne blod på tanden, at virksomhedens Aarhus-afdeling nu også giver nyuddannede ledige arkitekter samme mulighed for at finde et arbejde.
Et skridt i den rigtige retning
Direktør for Bascons Aarhus-kontor Ulla Kjærvang forklarer, at Next Step især handler om, at virksomheder skal tage ansvar og give de unge en chance. Og Next Step gør ifølge direktøren en konkret forskel for de nyuddannede, fordi et godt netværk er altafgørende, når man søger job.
- Vi åbner bogstaveligt talt døren til vores netværk og hjælper til med at skabe kontakt mellem andre virksomheder og de nyuddannede. Vi bakker op og hjælper dem på vej, men de skal selv gå forrest i indsatsen, siger Ulla Kjærvang.
Stor opbakning over hele linjen
Forbundet Arkitekter og Designere er glade for samarbejdet, der også inkluderer jobcentrene på Frederiksberg, i København og Aarhus
- Alle ved, at det kan være sejt at sidde derhjemme dagen lang og søge jobs, hvor listen af ansøgere er uendelig lang. Det er demotiverende. At komme ud blandt andre mennesker er inspirerende både socialt og fagligt, siger Arne Ennegaard Jørgensen, der er direktør for forbundet. Han bakkes op af Jobcenter Aarhus, der slår fast, at Next Step i lige så høj grad handler om, at de unge nyuddannede beholder den gejst og det engagement, de havde, den dag de blev færdige.
- Når man står med sit eksamensbevis i hånden, er man klar til at erobre verden. Projektet er en rigtig god måde bibeholde den gejst. Men det er også et godt eksempel på en virksomhed, der tager ansvar og gør noget, åbner sit netværk op og stille sin faglighed til rådighed, forklarer Janni Filt, der er afdelingsleder hos Jobcenteret.
Next Step rulles i disse dage ud hos Bascon i Aarhus. I København deltager Bascon, entreprenørvirksomheden MT Højgaard og arkitektfirmaet JJW. Bascon ansætter ikke de unge men tilbyder en arbejdsplads, hvor de kan få lov til at prøve kræfter med egne projekter og idéer.
-cmn