Prisværdigt klimaprojekt
Visionær arkitekt vinder Icopal Prisen 2015 for et klimasikringskoncept, der kan være løsningsmodel for monsumtruede byer i Bangladesh og i andre udviklingslande
Den nyuddannede arkitekt Trine Elisabeth Storck-Thy er netop kåret som vinder af Icopal Prisen 2015 for sit stort tænkte afgangsprojekt A Common Fluent Ground, som dommerkomiteen beskriver som både visionært, overbevisende og troværdigt.
- Det er en kæmpe anerkendelse fra en kompetent dommerkomite, og jeg håber og tror, Icopal Prisen får positiv betydning for min karriere. Samtidig er det en stor personlig og faglig tilfredsstillelse for mig at vinde en så fornem pris, siger Trine Elisabeth Storck-Thy, , der netop er dimitteret fra Kunstakademiets Arkitektskole i København.
Dommerkomiteen finder, at hendes projekt A Common Fluent Ground ”på fornemmeste vis håndterer et stort, komplekst og vigtigt emne”. Forslaget sætter samtidig fokus på arkitektens rolle som både samfundstænker og formgiver, hedder det i udtalelsen.
Hjælp til Bangladesh
Trine Elisabeth Storck-Thy fortæller, at det var under et feltarbejde i Bangladesh i 2014, at det for alvor gik op for hende, at man som arkitekt kan gøre en forskel på mange niveauer i et samfund. Og det afspejler hendes vinderprojekt i høj grad.
Bangladesh er hårdt ramt af klimaforandringerne, som har intensiveret den i forvejen udfordrende monsunperiode, hvor landet oplever enorme regnmængder på kort tid med tilhørende oversvømmelser.
Regnvandet bliver omdannet til giftig væske ved kontakt med forurenet jord, industrispild og skrald mv., og grundvandet er ligeledes ubrugeligt. Samtidig har millioner af borgere ikke adgang til rent vand til husholdningsbrug til bl.a. tøjvask, badning og drikkevand, ligesom tusinder hvert år bliver syge eller dør af sygdomme, som spreder sig med det beskidte vand.
Regnvand til gavn for borgerne
- Det er alt i alt ødelæggende for landet og dets indbyggere, hvoraf de fleste lever i slumområder. Jeg gav mig på den baggrund i kast med at udvikle en løsning til byen Chittagong, som sikrer, at de store mængder regnvand bliver opsamlet og ledt derhen, hvor vandet kan gøre gavn for borgerne, fortæller Trine Elisabeth Storck-Thy.
- I mit projekt sker opsamlingen i tagkonstruktioner i form af sejl, der hejses op og spændes ud før monsunen og fjernes og rengøres, når det er holdt op med at regne. Fra taget ledes vandet ned i en cisterne eller et vandtårn, som er fælles for et antal huse eller en hel bydel.
- Efter brug bliver spildevandet via kanaler, der udnytter de eksisterende hældninger i byen, ledt til lokale opsamlingsbassiner og derfra til større bassiner og videre ud af byen. På sin vej passerer vandet endvidere gennem strømproducerende vandenergianlæg, uddyber prisvinderen.
Visionært vinderprojekt
Udover at sikre vand og strøm til borgerne, kan Trine Elisabeth Storck-Thys visionære vinderprojekt også både skabe nye job og give indbyggerne politisk indflydelse.
Det er nemlig tanken, fortæller hun, at lokale borgere dels skal stå for opsætning og nedtagning af sejltagene og dels vedligeholde vandsystemet. Tanken er, at der i hvert kvarter etableres en såkaldt vandforsamling, som er en slags bestyrelse for den lokale vandforsyning.
- Udover at styre vandsystemet, skal vandforsamlingen dele viden med andre forsamlinger og på den måde sikre, at gode initiativer på vandområdet spreder sig til hele Chittagong. Samtidig bliver der skabt sociale mødesteder, hvor nabolagets beboere kan bade og vaske tøj, men også et forum, hvor man kan tage politiske emner op og derigennem åbne for borgerindflydelse i et politisk landskab, som er styret af få velhavere og præget af korruption, siger arkitekten.
International udbredelse
Trine Elisabeth Storck-Thy håber, at mange af ideerne i A Common Fluent Ground vil blive realiseret i virkeligheden i Chittagong og måske også være en løsningsmodel for lignede byer i Bangladesh og i andre udviklingslande.
Første skridt i den retning er en udstilling om bl.a. vinderprojektet i netop Chittagong. Kunstakademiets Arkitektskole støtter op økonomisk, men Trine Elisabeth Storck-Thy tager også hul på de 50.000 kr., der følger med Icopal Prisen.
En del af præmiepengene bruger hun endvidere på en rejse til Mexico, hvor hun skal holde en forelæsning om vinderprojektet.
Alle 8 projekter kan ses på Icopal Pris-udstillingen på de to arkitektskoler i november måned.
-cmn

En model af vinderprojektet A Common Fluent Ground.