Rambøll krydser nordlige Polarcirkel
Den 482 kilometer lange Polarled rørledning snor sig fra Asta Hansteen feltet I Norskehavet til gasterminalen i Nyhamna ved hjælp af danske ingeniører
Det norske energiselskab Statoil’s Polarled rørledning ligger præcis 66 grader og 33 minutter nord for ækvator, og kan nu bryste sig af at være den første undersøiske rørledning, der fører det norske gasledningssystem nord for Polarcirklen.
Det er danske Rambøll, der har projekteret rørledningen, som dermed åbner en ny motorvej for gas fra Norskehavet til Europa, og de danske ingeniører betegner selv opgaven som en ingeniørmæssig bedrift for Rambøll.
Den 482 kilometer lange Polarled rørledning vil strække sig fra Asta Hansteen feltet I Norskehavet til gasterminalen i Nyhamna. Rørledningen sætter desuden verdensrekord indenfor installation af 36” rørledninger på dybt vand.
Svejses sammen ovenvands
Rambøll påbegyndte forprojekteringen af projektet I 2012, og fortsatte med den egentlige projektering fra januar 2013 til februar 2015.
Ydermere har Rambølls miljøspecialister assisteret på projektet med udarbejdelse af en VVM redegørelse. I øjeblikket er Rambølls ingeniører beskæftiget med at tjekke at rørledning samt stenopfyldninger installeres i henhold til design.
Verdens største rørlægningsskib, Solitaire (Allseas), står for installationen og arbejder sig støt og roligt frem.
Hvert rør er ca. 12,2 m langt, og de svejses sammen et ad gangen ombord på rørlægningsskibet, hvorefter de straks installeres på havbunden. I gennemsnit svejses 300-400 rør sammen per dag, hvilket svarer til en produktionshastighed på imponerende 3,5 til 5 km/dag. En lang og udfordrende rejse lakker mod enden
Danskere på sidelinjen
Rambølls projektleder Lars Eriksen følger spændt med på sidelinjen I takt med at projektet bliver til en realitet.
- Det har været en lang og udfordrende rejse fra forprojektering og projektering til installationsfasen, og det er enormt tilfredsstillende at se de mange dele af projektet gå op i en højere enhed. At rørledningen har krydset Polarcirklen betyder også at størstedelen af rørledningen er installeret efter planen og i henhold til vores design.
- Vores Polarled team har lavet et fremragende stykke arbejde og bidraget til betragtelige besparelser for kunden. Vi er alle vældig stolte over at have en andel i et så vigtigt rørledningsprojekt, siger Lars Eriksen.
-cmn