Region Sjælland vil gøre byggeri mere bæredygtigt
Regionsrådet har netop vedtaget en ambitiøs strategi for bæredygtigt byggeri, der skal sikre lavere CO2-aftryk
Byggebranchen står for næsten 30 procent af den samlede CO2-udledning i Danmark.
Derfor er det afgørende, at offentlige bygherrer som Region Sjælland går forrest med løsninger, der gør en forskel for klima og miljø.
Region Sjællands nye strategi for bæredygtigt byggeri sætter klare principper og rammer for, hvordan regionen vil sikre et ansvarligt byggeri i både store og små projekter.
- Vi skal ikke bare bygge til i dag – vi skal også bygge til fremtiden. Med vores bæredygtighedsstrategi gør vi det klart, at vi vil tænke det grønne ind fra allerførste streg på tegnebrættet.
Det handler om at tage ansvar, så vores bygninger bliver mere klimavenlige og langtidsholdbare. Og det gælder både i vores nye byggerier, og dem vi allerede har, siger Bruno Jerup, formand for Udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø i Region Sjælland.
Bæredygtighed skal tænkes hele vejen rundt
Strategien rummer ni principper for byggeriet, der skal sikre, at bæredygtighed bliver et gennemgående hensyn – både i materialevalg, energiforbrug og i anvendelse og vedligehold af de regionale bygninger.
Det handler blandt andet om brug af lavemissionsmaterialer, integration af grønne løsninger som solceller og regnvandshåndtering, samt fokus på at genbruge materialer fra nedrivninger i nye byggerier.
Derudover skal der gennemføres livscyklusvurderinger (LCA) på alle større projekter, så klimaaftrykket dokumenteres og minimeres.
- Vi har brug for gode bygninger, for det er dér, vi arbejder og udfører vores kerneopgave. Men de kan blive meget mere klimavenlige – både i den daglige drift og når vi bygger nye. Det er et område der rykker sig voldsomt hurtigt i disse år.
Strategien giver os et stærkt fundament for at stille nye ambitiøse krav og dermed være med til at rykke markedet og finde fremtidens løsninger, siger Jesper Lambert Nielsen, enhedschef for Grøn omstilling og Partnerskaber i Region Sjælland.
Første skridt: Nye byggeprojekter med grønt fokus
De første byggeprojekter under strategien bliver allerede planlagt. Blandt andet arbejdes der på en ny sundhedsklinik og renoveringer af eksisterende sygehusbygninger, hvor bæredygtige materialer, genbrug og energieffektivitet er centrale elementer.
- Vi skal omsætte strategiens ambitioner til konkret handling. Det betyder, at vi arbejder tæt sammen med både rådgivere og entreprenører for at sikre, at bæredygtighed bliver tænkt ind i alle byggeriets faser.
Det handler ikke kun om materialevalg, men også om smartere byggeri, optimeret arealanvendelse og længere holdbarhed, siger Esben Wong, Byggechef, Koncern Byg i Region Sjælland.
-kis