Rejsegilde i september
For hårdt spændte bolte på stålspærene til Royal Arena i Ørestad er skiftet ud inden montagearbejdet, som først forventes færdigt i slutningen af september 2015
Byggeriet af Royal Arena skrider godt fremad og bygherren, Arena CPHX P/S har hidtil påregnet at afholde rejsegilde i september 2015.
Nu konstaterer bygherren, at rejsegildet vil blive udskudt til sidste halvdel af september måned.
Det sker som følge af en mindre forsinkelse i forbindelse med oplægningen af de store tagspær. Ved flytning af et tagspær forud for montering, er der nemlig konstateret brud på en række bolte, forårsaget af at boltene var spændt for hårdt.
Hændelsen er opstået, mens spæret befandt sig på jorden, og uden at der på noget tidspunkt var risiko for skade på mennesker eller bygninger.
Kritiske bolte udskiftet
Men for sikkerhedens skyld har producenten, den spanske stålentreprenør Urssa A/S, har på grund af hændelsen, og i samråd med den projekterende ingeniør, fagtilsynet og byggeledelsen, besluttet at udskifte samtlige bolte af den pågældende type, i alt ca. 5.000 bolte.
Alle de kritiske bolte er nu udskiftet. Efter udskiftningen af de kritiske bolte er monteringen af de store stålspær fortsat og påregnes afsluttet inden for den næste måned. Tagspærene er produceret i Spanien af den spanske stålentreprenør URSSA A/S, der i september måned 2013 vandt den afholdte EU-licitation.
Det længste spær er ca. 110 meter langt, har en højde på ca. 7 meter og vejer omkring 300 tons. På grund af spærenes størrelse er delene til spærene transporteret til Danmark enkeltvis og herefter samlet på byggepladsen. Spærene hejses på plads af 2 kraner, der kører på hver sin side af arenaen.
I brug ultimo 2016
Byggeriet og hejsningen af stålspærene kan ses fra den opstillede udsigtspavillon, der er beliggende lige uden for byggepladshegnet, og hvortil der er adgang fra Ørestads Boulevard. Udsigtspavillonen vil på grund af byggeriets fremdrift blive lukket ultimo august 2015.
Byggeriet af Royal Arena forventes afsluttet i sommeren 2016. Royal Arena forventes taget i brug af operatøren Danish Venue Entreprise A/S ultimo 2016.
-cmn