Så er der udsolgt i Danmarks første platinhus
NCC har udlejet hhv. 2300 m2 og 900 m2 til it-firmaerne Crayon og Projectum i Gladsaxe Company House
Det fuldt udlejede Company House har, som den første kontorbygning i Danmark, opnået topkarakteren Platin i certificeringsordningen DGNB, og dermed repræsenterer huset det ypperste inden for bæredygtigt kontorbyggeri i Danmark.Projectum flytter ind i det bæredygtige hus til maj, og virksomhedens medarbejdere kommer til at nyde godt af den gode beliggenhed og ikke mindst de fordele, der følger med at bo i Danmarks mest bæredygtige kontorhus.
- Det giver god mening for en organisation af vores størrelse at flytte ind i et Company House, hvor vi får flere og bedre faciliteter, end vi ellers ville have mulighed for. Det har selvfølgelig også stor betydning, at vi kan tilbyde vores medarbejdere en certificeret arbejdsplads, hvor indeklima og luftkvalitet er i top, hvor der er motionsfaciliteter og sund kantinemad, siger CFO og partner Carsten S. Nilsson, Projectum.
Plads til vokseværk
Crayon flytter først ind i Gladsaxe Company House til september, og også her er forventningerne store:
- Crayon er i stor vækst og forventer at øge antallet af medarbejdere de næste par år. Det var vigtigt for os at finde en central beliggende lokation med gode trafikale forhold, hvor vi både kan ’have vokseværk’, og hvor faciliteterne lever op til medarbejdernes forventninger til en nutidig arbejdsplads, siger CEO Bjarne Riis, Crayon.
Bjarne Riis uddyber, at fordelene ved at bo i et bæredygtigt hus naturligvis har spillet ind, og fremhæver tillige konferencefaciliteter og mulighed for at holde kunde- og leverandørseminarer som vigtigt for Crayon:
- Alt dette lever Gladsaxe Company House op til, og vi glæder os så meget til at flytte ind, tilføjer han.
DGNB er en af verdens førende standarder, når det gælder bygningers bæredygtighed. Det højeste niveau for certificering er Platin, som tildeles ejendomme, hvor både den miljømæssige, den økonomiske og ikke mindst den sociale bæredygtighed er i top.
Ud over NCC kommer Crayon og Projectum til at dele adresse med medicinalvirksomhederne Baxter og Baxalta samt tobaksvirksomheden JTI. Gladsaxe Company House er ejet af PensionDanmark.
-kj