Samfundet er afhængigt af faglært arbejdskraft

Samfundet er afhængigt af faglært arbejdskraft

AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – har offentliggjort en analyse, der viser, at Danmark i 2030 kommer til at mangle 99.000 faglærte.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det har fået Venstres Eva Kjer Hansen til at stille finansminister Nicolai Wammen en række spørgsmål om blandt andet konsekvenserne af den store mangel på faglærte.

Han oplyser, at den potentielle mangel på faglært arbejdskraft er en problemstilling, som regeringen tager meget alvorligt:

- Samfundet er dybt afhængigt af, at vi har tilstrækkeligt med faglært arbejdskraft. Derfor er vi i regeringen fokuseret på at styrke rammerne for at blive faglært. Som led i fremtidssikringen af arbejdsmarkedet lægger regeringen stor vægt på opkvalificering og på at anspore flere unge til at vælge erhvervsfaglige uddannelser, oplyser finansministeren blandt andet.

Krav til erhvervsskolerne
Han henviser til, at der med trepartsaftalen om flere lærepladser blev afsat 500 millioner kroner årligt fra 2021 og fremover.

Pengene skal blandt andet bruges til at sikre flere lærepladser, og erhvervsskolerne skal i den forbindelse påtage sig et større ansvar for de elever, som ikke selv kan finde en læreplads.

Fra juni 2020 har forsikrede ledige fået ret til at tage en erhvervsuddannelse inden for områder, hvor der er mangel på arbejdskraft, med 110 procent af deres hidtidige dagpengesats.

Forældede uddannelser
Der er også iværksat et forsøg, der løber ud i år, hvor beskæftigede faglærte med en forældet uddannelse kan blive voksenlærlinge, ligesom kravet om forudgående ledighed for faglærte ledige er lempet fra seks til tre måneder.

Og den såkaldte positivliste for beskæftigede er suspenderet, så det er muligt at blive voksenlærling inden for alle fag, så længe der er en arbejdsgiver i den anden ende:

- Samlet set har regeringen brugt mere end 1,7 milliarder kroner på øget opkvalificering siden sommeren 2020. Regeringen tror på, at opkvalificering er et vigtigt element i den gode vej ud af krisen. For opkvalificering øger helt overvejende jobsikkerheden, lønnen for den enkelte og gavner samtidigt virksomhederne, slutter Nicolai Wammen.

26/4 2021