Silvans danske topchef holdt kun 60 dage
Konstellationen Morten Juel og tyske Jan Becker i parløb på posten som adm. direktør i Silvan sluttede med en fyring efter kun to måneder
Økonomi
Det er Børsen, der har opdaget, at byggemarkedskæden Silvan fyrede den ene af sine to topchefer d. 11. juni, blot 60 dage efter han tiltrådte en deleordning som administrerende direktør i samarbejde med tyske Jan Becker fra ejeren kapitalfonden Aurelius.
Den ordning fungerede åbenbart ikke optimalt.
- Det ville ikke være ansvarligt at fortsætte med en co-ceo-konstellation, når man ikke er enige om præmissen for retningen af samarbejdet. På det grundlag er Morten Juel blevet bedt om at træde ud af direktionen, skriver Jan Becker i en mail til Børsen.
Samtidig er den forrige topchef - Jesper Lien - ikke længere medlem af bestyrelsen, ligesom han heller ikke er operating partner i Aurelius.
Han sad som adm. direktør i halvandet år, inden også han blev fyret.
For blot en uge siden kom det desuden frem, at Silvan lukker byggemarkederne i Tilst og Holbæk pga. manglende indtjening. De to butikker havde begge sidste åbningsdag d. 29. september. Dermed råder Silvan nu over 42 byggemarkeder fordelt over hele landet.
-los