Skolebyggeri i Nordhavn giver travlhed i Give
Give Stålspær sikrer sig stor stålleverance til superskole i Københavns Nordhavn. Materialerne skal leveres på rekordtid
Københavns internationale miljø og erhvervsliv kan se frem til en ny og anderkendt skole, Copenhagen International School på Nordhavnen. Byggeriet, som fordeler sig på fire enheder af varierede højder på 16 til 34 meter, er tegnet af C.F. Møller og strækker sig frem til 2016.
Der er tale om en 22.400 m2 stor skole, som skal tiltrække udenlandske specialister til danske virksomheder og øge erhvervslivets konkurrenceevne. Allerede nu giver byggeriet sved på panden visse steder i byggebranchen.
Henover de næste 30 uger vil Give Stålspær A/S producere, levere og montere 1700 tons stål til den nye internationale superskole i Nordhavnen, og der er netop taget hul på projekteringen i Give, hvor man kan se frem til en rekordhurtig produktion, levering og montering af en kæmpeordre på 1700 tons stål til projektet – alt sammen på 30 uger.
- Vi leverer blandt andet store runde kompositsøjler og bjælker, men det er ikke kun den store ordrestørrelse og konstruktionens kompleksitet, der gør projektet spændende for os. Også den stramme deadline er i sig selv imponerende. Her gør vi det umulige muligt., lyder det fra Give Stålspær A/S.
Med den nye skole i Nordhavn bliver den tidligere containerplads på kajen forvandlet til en helt ny bydel.
Den nye bygning har en meget dynamisk arkitektur og skal huse 1.200 elever fra 3-19 år. Omgivelserne byder på aktiviteter på land og vand for både skole og lokalsamfund. Det forventes, at skolen vil skabe erhvervsmæssig udvikling i København og dermed øge den danske konkurrenceevne.
Den manglende internationale skolekapacitet har indtil nu været en stor barriere for at få de eftertragtede specialister til landet med deres familier. Det 500-600 millioner kroner dyre byggeri er blandt andet finansieret af A.P. Møller og Novo Nordisk Fonden.
-cmn