Solid nordjysk fremgang
HP Byg A/S i Aalborg øger omsætningen med 25 % og kommer ud af 2014 med fordoblet tocifret millionoverskud samt en trecifret ordrebeholdning
- 2014 blev et forrygende godt år, hvor vi samtidig med byggeri og indflytning i nyt domicil formåede at fastholde de senere års høje momentum og accelerere firmaets kontrollerede vækst i overskud, omsætning og egenkapital.
Sådan kan adm. direktør Henrik Petersen fra entreprenørvirksomheden HP Byg A/S i Aalborg gørr regnskabet op for aktiviteterne i 2014 – et år, hvor virksomheden fordoblede overskuddet til 15,8 milo.kr. efter et plus i omsætningen på 25 procent til 323 mio. kr.
Henrik Petersen understreger, at æren for den fortsatte fremgang i HP Byg A/S først og fremmest kan tilskrives et stort engagement og en ekstraordinær indsats fra samtlige 120 medarbejdere i virksomheden.
- Derudover begyndte vi i 2014 for alvor at høste frugterne af nyt ejerskab, en klar strategi om virksomhedens fokusområder, målrettet rekruttering af håndplukkede, erfarne medarbejdere og unge talenter, samt implementering af en ny overordnet arbejdsmiljøpolitik, der med skarp fokus på kommunikation, planlægning og respekt samler hele organisationen i et tværfagligt, innovativt samarbejde om at optimere processer og arbejdsgange, forklarer Henrik Petersen
Forventning om fortsat vækst
Henrik Petersen slår fast, at HP Byg A/S står stærkt i konkurrencen om nye opgaver, og han forudser fortsat vækst i de kommende år.
- Vi har en høj hitrate i konkurrencen om opgaverne, en historisk stor ordrebeholdning og en flad, fleksibel organisation, hvor erfarne og unge medarbejdere gennem samarbejde, videndeling og erfaringsudveksling gensidigt motiverer hinanden i udviklingen af innovative, behovsorienterede løsninger, der imødekommer og overtrumfer kundernes krav om fremtidssikret kvalitet på et attraktivt omkostningsniveau.
- Dertil kommer, at vi forventer selvforstærkende synergier af en styrket effektivitet i de interne processer efter at have samlet alle aktiviteter under samme tag, ligesom vi med etablering af nyt domicil centralt i Aalborg har udvidet vores geografiske markedsområde, konstaterer Henrik Petersen fra HP Byg A/S
- På den baggrund står det fast: Vi er gearet til og forventer fortsat kontrolleret vækst i årene frem, fastslår direktøren.
HP Byg A/S er netop nu aktuel med byggeriet af 8.650 m2 boliger og erhverv for Aars Boligforening, opførelse af ”Plaza-byggeriet” med ca. 15.000 m2 ungdoms- og ejerboliger, erhverv og parkeringsdæk for Calum A/S og Nørresundby Boligselskab i Aalborg centrum, projektering og byggeri af 5.060 m2 nyt sundhedshus i Brønderslev samt 5.500 m2 renovering og nybyggeri på Vendia Hallerne i Hjørring.
-cmn