Stark fremlægger stærkt regnskab

Stark fremlægger stærkt regnskab

Nettoomsætningen blev øget med 78% til 30.466 mia kroner. Resultatet bringer Stark Group ind i top 25 over de største virksomheder i Danmark

I Norden var der særligt godt gang i salget i Starks butikker i Danmark og Sverige mens den nye tyske forretning leverede et meget tilfredsstillende resultat med en estimeret organisk vækst på næsten 3%.

-Jeg er ganske imponeret over, hvad vores kolleger i hele organisationen har leveret i et regnskabsår, som var alt andet end almindeligt. Flere store opkøb og oven i det COVID-19 pandemien gav nye muligheder, men også udfordringer. Alle gruppens fem forretningsenheder leverede meget flotte resultater og vi løftede igen vores justerede EBITDA margin i Norden, nu fra 5,1% til 5,7%, siger Sisse Fjelsted Rasmussen, CFO i STARK Group.

Nettoomsætningen blev øget med 78% til 4.095 mio. EUR (30.466 mia.DKK) inklusive effekten af 10 måneders salg fra STARK i Tyskland.
Justeret for opkøb og valutaændringer blev den organiske vækst på 2,5%.

Justeret driftsresultat (EBITDA) blev øget med 56% til 184 mio. EUR (1.369 mia. DKK) før påvirkning fra IFRS16 og voksede organisk med 16% foranlediget af skalafordele, strategiske indkøbsinitiativer og effektiv styring af driftsomkostningerne.

-Den stærke vækst og forbedrede marginer, som vi har leveret i den nordiske region de seneste år, er resultatet af styrken i vores strategi og forretningsmodel. Vi har valgt at fokusere på små- og mellemstore håndværkervirksomheder, som arbejder med renovering og vedligehold, hvor vores rolle i værdikæden har stor betydning for både kunder og leverandører. Den strategi giver os højere marginer og en vis beskyttelse mod makroøkonomiske udsving, siger Sisse Fjelsted Rasmussen.

Det transformerende opkøb af STARK Deutschland næsten fordoblede koncernens nettoomsætning til mere end 4 mia. EUR og udvidede distributionsnetværket til 422 lokationer i fem markeder. Samtidig fortsatte koncernen den stærke salgsudvikling og forbedrede driftsresultatet.

-Næste skridt er yderligere at udbrede vores velafprøvede nordiske strategi i Tyskland for fortsat at forbedre resultaterne, og vi ser et stort potentiale for at skabe mere værdi og indgå i flere synergiskabende opkøb i Nordeuropa, siger Sisse Fjelsted Rasmussen.

I forbindelse med offentliggørelsen af årsrapporten udsender STARK Group også sin Bæredygtighedsrapport 2019/20, som viser et fortsat stærkt fokus på at bidrage til at løse nuværende og fremtidige miljø- og samfundsmæssige udfordringer, bl.a. gennem ansvarligt indkøb, effektiv og sikker drift og ved at sikre, at kunderne, de professionelle håndværkere, har adgang til viden til at træffe oplyste valg om bæredygtigt byggeri.

-mo

6/1 2021