Startpakke til nye håndværksmestre
Usikkerhed er en af de største forhindringer for at håndværkere kaster sig ud i livet som selvstændige. Men det vil arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk nu gøre noget ved
Arbejdsgiverne i Dansk Håndværk vil via et nyt samarbejde gøre det mere sikkert for kommende medlemmer at blive selvstændig.
Usikkerhed er en af de største forhindringer for at håndværkere kaster sig ud i livet som selvstændige. Men det vil arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk nu gøre noget ved.
Arbejdsgiverforeningen har derfor lavet en aftale med Købstædernes Forsikring, så små nystartede virksomheder kan få ro på en stor del af den økonomiske usikkerhed med en særlig aftale:
Dansk Håndværk har sammen med forsikringsselskabet skruet en startpakke sammen, der bl.a. forsikrer den nyetablerede håndværkers værktøj, varer, maskiner og andet driftsudstyr. Samtidigt dækkes skade på personer eller ting i forbindelse med virksomhedens almindelige drift, mens skader forårsaget af defekter ved produkter eller ydelser, dækkes via en produktansvarsforsikring. Startpakken indeholder desuden netbank- og retshjælpsforsikring.
- Når vi hjælper nystartede med en særligt tilpasset forsikringspakke betyder det, at hvis tingene skulle gå galt, så rykkes bunden ikke væk under privatøkonomien med langvarig gæld. Det er en fordel både for ejeren, men også for hans kunder og medarbejdere, der indirekte også sikres på den måde, forklarer direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.
-cmn