Stifter af Christensen & Co Arkitekter tager mus og blyant i egen hånd
Michael Christensen har i stigende grad overdraget ansvaret for virksomheden til partnere og kollegaer. Og fra sommer 2024 trækker han endegyldigt stikket
Michael Christensen, som i 2006 stiftede Christensen & Co Arkitekter, har besluttet at fuldføre generationsskiftet i arkitektvirksomheden og overdrager 30. juni sin resterende aktiepost til den øvrige partnergruppe.
- Der er kun et liv at gøre alting i, så derfor har jeg besluttet, at jeg vil bruge de kommende år på at arbejde med små projekter og gå tilbage til rødderne med blyanten og musen i egen hånd og dyrke den arkitektoniske faglighed i den helt lille skala, siger Michael Christensen.
Michael Christensen har, siden de første nye partnere blev optaget i 2016, løbende overdraget mere og mere af ansvaret for virksomheden til Thomas Nørgaard, Mikkel Hermann Sørensen, Michael Werin Larsen, Vibeke Lydolph Lindblad og Marie Horskær Partoft.
- Vi er megastolte af, hvad vi har udrettet sammen med Michael indtil nu. Og vi er begejstrede for at videreføre tegnestuen i Michaels ånd.
- Vi har en masse spændende projekter foran os og er glade for, vi stadig kan trække på Michael som sparring - også efter juni, siger Mikkel H. Sørensen, partner i Christensen & Co Arkitekter.
Christensen & Co Arkitekter har markeret sig indenfor læringsbyggerier og bygninger til idræt og kultur herunder en række bygninger på Danmarks Tekniske Universitet, K.B. Hallen på Frederiksberg og den markante, røde Hal C på Christianshavn.
- Christensen & Co Arkitekter har det bedste fundament med dygtige og kompetente medarbejdere og stærk og sund økonomi til fortsat positiv udvikling.
- Vi har fået opført en lang række markante og særlige bygninger og en række store universitets- og forskningsbyggerier i ind- og udlandet fx Student Residence til University of Toronto, Cartesius skole i Holland, og nye faciliteter til DTU Space og Køge Stadion er under projektering, siger Vibeke Lydolph Lindblad, der er administrerende direktør og partner hos CCO.
Michael Christensen har med egne ord fuld tillid til, at tegnestuen fortsat vil være en markant arkitektvirksomhed i både Danmark og udlandet, når han har forladt skuden.
- Jeg vil glæde mig til at følge denne udvikling i de kommende år. Jeg er superstolt af den virksomhed Christensen & Co Arkitekter er i dag – en fagligt og professionelt stærk virksomhed med en fantastisk kultur både socialt og fagligt. Så man kan sige jeg stopper på toppen, siger han.
-dc