Storbystemning og fællesskab i Gellerup
I det nordlige kvarter på Karen Blixens Boulevard i Aarhus er Aarhus Kollegiet opført med stort fokus på rum, der understøtter fællesskaber
Arkitektur - Byudvikling
Af Kenneth Jørgensen
For mange er kollegietiden en vigtig oplevelse, hvor man i modsætning til studierne bliver en del af et mere sammensat socialt fællesskab. De sociale fællesskaber danner derfor baggrund for det nye kollegie, som Brabrand Boligforening har opført i det nordlige kvarter på Karen Blixens Boulevard i Aarhus.
Dermed er skabt et iværksætterkollegie med særligt fokus på livet i fælleskøkkenerne og fællesrummene herunder en række loungeområder. Målet er også at invitere til uformelle møder, og fra hovedindgangen er der adgang til et iværksætterområde, hvor sådanne kan opstå mellem beboerne og udefrakommende, kreative kræfter fra bydelen og det øvrige Aarhus. På den måde er skabt er sted til nye ideer og forretningsmodeller.
Kollegiet huser i alt 352 ungdomsboliger i varierende størrelser fra 16,4-39,1 m2 med tilhørende klyngekøkkener og aktivitetsrum samt vaskeri. Det samlede byggeri dækker et areal på 15.500 m2 og er i to u’er opført som sammenhængende punkthuse i forskellige højder og facadespring.
Boligerne har egne altaner samt fire større tagterrasser, og området giver adgang til byhaver, pladser, cafeer og gaderum, der er med til at skabe en attraktiv ungdomsby med storbystemning.
Du kan læse mere om projektet og se flere billeder af byggeriet her i magasinet Byggeri nr. 1.