Stort anlægsprojekt har forbedret naturen
Hver eneste gang, et stort anlægsprojekt planlægges, sker det under højlydte protester fra diverse naturforeninger. Men det viser sig også hver gang, at anlægsprojekterne IKKE skader naturen.
Af Dan Bjerring
Et af de bedste eksempler er Øresundsforbindelsens ’mellemstation’ Peberholmen, der består af det ’opmurede materiale’, der blev tilovers ved etableringen af forbindelsens tunnel.
Der blev anlagt en kunstig ø i slutningen af 1990'erne, og siden da har naturen på Peberholm med stor succes fået lov til at passe sig selv - uden indgriben fra mennesker.
Der gik kun få år, før det grusede område på cirka 130 hektar var fyldt med et imponerende plante- og dyreliv, og der er fundet omkring 600 forskellige planter på Peberholm, og cirka 30 fuglearter yngler på øen.
Vil bevare stor diodiversitet
Det går faktisk så godt, at man har måttet fjerne træer og buske på visse dele af den kunstige ø. Øresundsbro Konsortiet har fokus på at sikre en stærk biodiversitet og lade det meste af øen fortsætte med at udvikle sig naturligt.
– Hvis vi fortsat følger strategien med at lade naturen passe sig selv, er der en risiko for, at Peberholm mister noget natur, som bør beskyttes. På det seneste har de årlige undersøgelser vist en tilbagegang for nogle arter, herunder den grønbrogede tudse og terner. Nogle af de fugle, der trives i åbne områder, har forladt øen, og vi kan se, at den øgede vegetation er ved at udrydde visse planter. Det er i bund og grund en naturlig udvikling, når et område gror til. Men samtidig ønsker vi at bevare en stor diversitet af biotoper og dermed en stærk biodiversitet, lyder meldingen.
Øresundsbro Konsortiet er også ved at oprette en uafhængig ekspertgruppe, der får til opgave at følge udviklingen på øen på en endnu mere struktureret måde.