Stort byggeforeningshus solgt på to uger

Stort byggeforeningshus solgt på to uger

Trods corona-krisen og et erhvervsdanmark i lavt gear blev et byggeforeningshus med flere boliger og et erhvervslejemål solgt på blot 14 dage - og til den udbudte pris

Mens Danmark var lukket ned, og hundredtusindvis af ansatte var sendt hjem eller arbejdede hjemmefra, lykkedes det for mæglerfirmaet Lintrup & Norgart på to uger at få solgt et knap 500 m2 stort byggeforeningshus på F.F. Ulriks Gade på Østerbro.

Ejendommen er handlet til den udbudte pris på 11,5 mio. kr. og omfatter tre lejligheder og to enkeltværelser til udlejning samt et erhvervslejemål.

- Vi har selvfølgelig godt kunnet mærke, at mange virksomheder kørte på nedsat kraft og udskød beslutninger om nye lejemål og om at købe eller sælge ejendomme. Derfor har et godt og bredt kontaktnet ekstra meget værdi lige nu, og så har corona-krisen demonstreret, hvordan aktier kan svinge voldsomt, siger Stig Lintrup, der er partner og adm. direktør i Lintrup & Norgart.

Hjørneejendommen på Østerbro blev solgt med et afkast på lige knap 4,1 % til Svend Blitskov, som for nylig har solgt sin gartnervirksomhed i Nordsjælland.

Sælger af F.F. Ulriks Gade 7 er en privat investor, som har haft ejendommen gennem flere år.

-kj

1/5 2020