Straffen 4-doblet for svindel med hjælpepakkerErhvervsminister Simon Kollerup (Foto Keld Navntoft)

Straffen 4-doblet for svindel med hjælpepakker

Erhvervsministeren erkender, at der er en balanceakt mellem at undgå svindel og hurtigt at få pengene ud til de virksomheder, der har brug for det


Af Dan Bjerring
Christiansborg

BygTek stillede forleden spørgsmålet, om lønkompensationsordningen er blevet et ’ta’-selv-bord i statskassen’ med henvisning til, at staten har været meget hurtig med at udbetale lønkompensation uden nogen reel kontrol.

BygTek henviste til et eksempel, hvor en virksomhed på én gang har fået udbetalt HELE kompensationsbeløbet for perioden frem til 9. juni - i dette tilfælde op mod 450.000 kroner.
Virksomheden kan stå i den situation, at den få dage efter hjemsendelsen får en opgave og henter de ansatte ind igen, men hvem kontrollerer, om de reelt har været hjemsendt i hele perioden, og hvornår skal pengene i så fald betales tilbage?

Vi stillede spørgsmålt, om der er en reel risiko for, at virksomheder, der kan misbruge ordningen og søge – vel at mærke uden at hjemsende medarbejderne – for så senere, hvis det bliver opdaget, at betale pengene tilbage

Bruger machine learning i kontrollen
Vi sendte artiklen til erhvervsminister Simon Kollerup, der i et svar slår fast, at ’regeringen er meget bevidst om’, at der også kan være udfordringer ved at give mulighed for at søge kompensation via hjælpepakkerne:

- Det er en balance mellem på den ene side at skulle undgå svindel og på den anden side hurtigt at få pengene ud til de virksomheder, der har brug for det. Vi har firedoblet straffen for denne type svindel. I den seneste aftale om hjælpepakkerne, der blev indgået den 18. april, er der desuden blevet sat 25 millioner kroner af både i år og til næste år, der skal styrke kontrollen i Erhvervsstyrelsen med kompensationsordningerne, blandt andet ved brug af ’machine learning’, oplyser ministeren.

Derudover peger han på, at der naturligvis som altid føres risikobaseret kontrol:

- FSR - Danske Revisorer er i dialog med Erhvervsstyrelsen og har bidraget til identifikationen af risici samt mulige kontrolforanstaltninger i de enkelte ordninger, slutter Simon Kollerup.

21/4 2020