Studerende lydisolerer med genbrugte materialer
I et af By & Havns renoverede pakhuse i Nordhavn får to lydisolerede rum nyt liv og bliver genbrugt hos Rytmisk Musikkonservatorium
Pakhus 48 på Sundmolen i Nordhavn er ét af fire store, industrielle pakhuse fra 50’erne, der er ved at blive renoveret og omdannet til attraktive kontormiljøer. Netop Pakhus 48 er stort set fuldt renoveret, og lejerne flyttede ind for flere år siden, men da en højttalerproducent for nyligt så sig nødsaget til at fraflytte sit lejemål stod to topprofessionelle, lydisolerede rum ladt tilbage.
Rummene er så tæt isoleret, at de også betegnes som fuldt lyddøde eller ekkofrie rum. Enten skulle materialerne, som er forskellige typer af lydisolerende skum, sendes til forbrænding, eller også skulle der findes en måde at genbruge materialerne på.
By & Havn valgte derfor at spørge Rytmisk Musikkonservatorium om de kunne genbruge de lydisolerende materialer til glæde for de studerende:
- De studerende har nogle lokaler på konservatoriet, som de selv står for at indrette, og mange har ønske om at kunne lydisolere. Det kan man virkelig med de materialer, vi nu får, siger Lars Rex, der er teknisk koordinator på Rytmisk Musikkonservatorium, og fortsætter:
- At de studerende selv er med i processen omkring at pille skummet ned i Pakhus 48 og senere montere det på konservatoriet – i stedet for at et professionelt firma eksempelvis indretter og monterer nye, dyre akustikpaneler – giver en bedre forståelse for, hvordan det virker, og hvorfor der skal skum på væggene. Så skummet kommer i anvendelse i år i måske et podcast-studie eller indspilningslokale og bliver sikkert pillet ned igen og placeret et andet sted om nogle år. Men det er en gave at kunne give de studerende den her erfaring og at få adgang til materialer af så høj kvalitet.
Bæredygtighed i det store og det små
Pakhusene i Nordhavn, hvor de lydtætte rum bliver taget ned, udvikles med bæredygtighed og genbrug for øje, og derfor er Henrik Steenstrup, der er direktør for Ejendomme & Byliv i By & Havn, glad for, at der er fundet en ny adresse til materialerne:
- Vi arbejder med bæredygtighed i pakhusene i det store og det små – lige fra at energioptimere de gamle bygninger, skabe gode betingelser for fællesskab mellem lejerne eller i dette tilfælde at genbruge ressourcer, der ikke har udlevet deres potentiale. Så det var oplagt for os at give materialerne videre, og vi er glade for, at de aspirerende musikere på Rytmisk Musikkonservatorium kan få nytte af dem. Så må vi bare vente og se, hvilke af fremtidens store hits, der bliver indspillet i lokalerne.
De fire gamle pakhuse på Sundmolen i Nordhavn bliver renoveret over de næste år og omdannet til attraktive kontormiljøer til udlejning med fællesskaber og bæredygtighed for øje og med respekt for Nordhavns historiske atmosfære. Det sker som led i By & Havns forretningsstrategi for de fire næste år, som bl.a. er fokuseret på at skabe mere bæredygtighed i byudviklingen. Ifm. renoveringen søges pakhusene om muligt bæredygtighedscertificeret efter standarden DGNB.
-kj