Studier af dansk byggeris klimabelastning peger i alle retninger
Et nyt notat fra Strateginetværket opfordrer til et fælles udviklingsarbejde mellem myndigheder, branche og videninstitutioner om et mere sammenhængende grundlag at opgøre byggeriets klimabelastning
Et nyt notat fra en arbejdsgruppe under Strateginetværket for bæredygtigt byggeris temagruppe for LCA, data og dokumentation har kortlagt ni eksisterende studier af dansk byggeris klimabelastning og sammenholdt deres metoder, datagrundlag og resultater.
Kortlægningen viser betydelige forskelle mellem studierne. Nogle ser alene på nybyggeri, mens andre også medregner renovering af den eksisterende bygningsmasse, nedrivning og driftsenergi.
Studierne belyser dermed forskellige dele af byggeriets samlede klimapåvirkning, og resultaterne kan derfor ikke nødvendigvis sammenlignes direkte eller forstås som modstridende.
- Et klimatal giver først mening, når man ved, hvad det dækker, og hvad det skal bruges til. Derfor har vi brug for en fælles tilgang, hvor metoden passer til formålet.
- Det er nødvendigt, hvis opgørelserne skal bruges til at følge udviklingen eller til at træffe beslutninger om reduktioner, siger Rasmus Nøddegaard Hansen, adjunkt ved Bygningers Bæredygtighed på Build Aalborg Universitet, der er hovedforfatter på notatet.
Notatets gennemgang af de eksisterende studier har identificeret to hovedformål, der er afgørende for, hvilke metoder man benytter sig af i udregningen af byggeriets klimabelastning: monitering og beslutningsstøtte.
Monitering handler om at følge udviklingen i byggeriets samlede klimabelastning over tid. Det er primært en bagudskuende opgave, hvor konsistente opgørelser er afgørende for at kunne identificere udviklingen.
Beslutningsstøtte har et andet formål. Her handler det om at undersøge konkrete muligheder for at reducere klimabelastningen og sammenligne forskellige valg.
Det kan eksempelvis være valget mellem nybyggeri og renovering eller mellem forskellige materialer og byggemetoder. Denne type analyser er derfor i højere grad fremadskuende og stiller andre krav til systemafgrænsning og detaljeringsgrad.
Netop sammenhængen mellem metode og formål er ifølge Majbritt Juul, chef for bæredygtighed hos Foreningen af Rådgivende Ingeniører og medtovholder for temagruppen, afgørende for at bruge klimaberegninger som beslutningsgrundlag.
- Klimaberegninger får stor betydning for de beslutninger, vi træffer i byggeriet – både i praksis og politisk. Derfor har vi i Strateginetværket sat os for at skabe overblik over metoderne og forudsætningerne bag de forskellige tal, og hvad de kan bruges til.
- Det er nørdet, men nødvendigt. Med notatet får vi et bedre fælles grundlag for at diskutere, hvor og hvordan vi kan reducere byggeriets udledninger, siger hun.
Arbejdsgruppen peger ikke på et af de ni gennemgåede studier som det endelige facit. I stedet skal notatet bidrage til et fælles udviklingsarbejde mellem myndigheder, branche og vidensinstitutioner om et mere sammenhængende grundlag for at opgøre byggeriets klimabelastning.
Et sådant grundlag bør gøre det tydeligt, hvilke parametre og antagelser der har størst betydning for resultaterne, og samtidig gøre det lettere at forstå, hvordan forskellige opgørelser kan anvendes.
Arbejdsgruppen peger særligt på behovet for:
• Tidskonsistente opgørelser
• Bedre data om renovering
• En fælles metode til opgørelse af driftsenergi
• En tydelig og konsistent håndtering af biogent og fossilt kulstof.
Samtidig bør territoriale og forbrugsbaserede opgørelser ses som komplementære perspektiver.
På længere sigt er ambitionen at udvikle mere sammenhængende og forbundne modeller, der både kan bruges til at følge den samlede udvikling og til at understøtte konkrete, fremadrettede beslutninger om at reducere byggeriets klimabelastning.
Arbejdsgruppen bag notatet 'Dansk byggeris klimabelastning' består af repræsentanter fra Build – Aalborg Universitet, Artelia, C.F. Møller Architects, Veltek, Concito, Teknologisk Institut og ETA-Danmark. Hent notatet her.