Supersygehus i Odense rystet af entreprenør-konkurs

Supersygehus i Odense rystet af entreprenør-konkurs

Det albanske underentreprenør-firma Tekno Fire er erklæret konkurs og 3-400 ansatte sendt hjem - kan betyde yderligere forsinkelse af det i forvejen hårdt ramte supersygehus Nyt OUH

Det fynske supersygehus Nyt OUH har fået endnu et alvorligt slag. Det albanske firma Tekno Fire, der står for installationsarbejdet på Nyt OUH og supersygehuset i Køge, fredag blev nemlig erklæret konkurs af Sø- og Handelsretten.

Det får konsekvenser for op mod 300-400 medarbejdere, der som følge er sendt hjem af Kammeradvokatens kontor.

Tekno Fire skylder i underkanten af 40 millioner kroner i skat, oplyser kurator Rune Derno fra Poul Smith Kammeradvokaten til TV 2 Fyn.

- Jeg har sendt medarbejderne hjem, fordi der ikke er penge til løn, og desuden er der usikkerhed om, hvorvidt de er forsikringsdækket, siger Rune Derno.

Tekno Fire opererer som underentreprenør for joint venture entreprenørselskabet Odense Hospital Project Team JV(OHPT), men fungerer samtidig også som under-underentreprenør, idet de løser opgaver for PSC og Johnson Control, der er underentreprenør for OHPT.

Situationen betyder, at der mangler mandskab på byggepladsen til at færdiggøre byggeriet, der skal være parat til at tage mod patienter i slutningen af 2027.

Tekno Fire er hyret af den italienske totalentrenør OHPT - Odense Hospital Project Team - og det er derfor totalentreprenørens ansvar at finde en løsning.

Sidste år suspenderede Itinera - den ene del af totalentreprenøren - kortvarigt Tekno Fire fra byggeriet af Nyt OUH. Det skete efter DR-dokumentaren "På statens regning", der handlede om returkommission. Itinera undersøgte sagen og ophævede suspenderingen, fordi de ikke mente, der var noget at komme efter. 

Nyheden kommer oveni i en meddelelse fra regionsrådet om, at det er nødvendigt at låne flere penge til byggeriet, som ad flere omgange er blevet forsinket. Det nye beløb på 518 mio. kr. bliver en del af en allerede eksisterede låneanmodning, som nu løber op i omkring halvanden milliard.

Byggeriet er tillige blevet forsinket ad flere omgange. Planen var oprindeligt, at supersygehuset skulle stå færdigt i 2022.

-kis

16/12 2025