Supervandværk åbner hanerne
Vandværket ved Marbjerg i Roskilde tilhører en helt ny generation af vandværker, der kommer til at danne forbillede for fremtidens vandværker
- Tag ikke fejl. Det er vand. Sådan sagde Hovedstadsområdets Forsyningsselskab Hofor’s adm. direktør Lars Therkildsen, da der tirsdag blev skålet i ”Marbjerg vand Gran Cru” ved indvielsen af Hovedstadsområdets nye supervandværk, der er opført i Marbjerg mellem Roskilde og Fløng.
Vandværket ved Marbjerg udstyres med den nyeste teknik inden for fødevaresikkerhed og miljø og kan levere 4,8 mio. m3 vand årligt.
Det nye vandværk tilhører teknisk set en helt ny generation af vandværker. Det er 100 procent fuldautomatisk og lever op til de skrappeste sikkerhedskrav, de skrappeste miljøkrav og de skrappeste energikrav.
Det er mere end 50 år siden, Hofor, sidst byggede et nyt regionalt vandværk. Indvielsen fandt sted på vandværket på Slæggerupvej med deltagelse af mere end 50 indbudte gæster, som ved ankomsten fik smagsprøver på både råvand og færdigbehandlet vand hentet fra grundvandskilderne under Himmelev Skov.
Det nye vandværk giver øget tryghed for op mod 120.000 forbrugere i hovedstadsområdet. Det gælder forbrugere i Albertslund, Ballerup, Glostrup, Herlev, Høje-Taastrup, København, Rødovre og Roskilde; Roskilde Forsyning og Hofor har en gensidig back-up aftale om lån af vand i kritiske situationer. Vandet leveres efterfølgende tilbage, når forsyningssituationen er normaliseret.
Selve bygningerne til vandværket er designet af Gottlieb Paludan Architects med Krüger som rådgivende ingeniør.
-cmn