Svanemærke dumper våde MgO-plader
MgO plader til udendørs brug kan ikke få Svanemærket. Det præciserer Nordisk Miljømærkning efter afsløringen af, at de populære MgO plader kan suge fugt og føre til alvorlige bygningsskader
De populære MgO-plader, der på få år har erobret store dele af det danske marked for byggeplader, er både billige, brandsikre, miljøvenlige og lette at arbejde med. Og i februar blev det muligt for byggeplader, at få det eftertragtede nordiske Svanemærke. En blåstempling af kvalitet og miljømæssige egenskaber, der nyder stor tillid hos forbrugere og derfor et mærke, der giver producenterne store konkurrencemæssige fordele.Men efter afsløringen af, at MgO-pladerne kan opsuge luftens fugt indtil pladen er mættet og derefter afgive saltholdigt vand, der forårsager store skader på bygninger og konstruktioner, har Nordisk Miljømærkning præciseret, at MgO-plader til udendørs brug ikke lever op til mærkets kvalitetskrav.
- Da pladerne ikke kan anvendes i facaden uden problemer, så kan disse pladetyper nemlig ikke klare de kvalitetskrav, Svanemærket stiller. Det fremgår derfor nu tydeligt, at MgO-plader til udendørs brug ikke kan svanemærkes. Det er alene muligt for MgO-plader til indendørs brug, fortæller Heidi Bugge, der er Nordisk Produktansvarlig i Miljømærkning Danmark.
Ingen plader har fået mærket
- Endnu er der ikke givet nogle licenser til MgO-plader. Det er et spørgsmål om tillid til mærket, så vi vil ikke forbindes med produkter, der ikke har den forventende kvalitet eller funktion, som produktet markedsføres til, forsætter Heidi Bugge og forklarer, at der stilles kvalitetskrav i form af dokumentation af evt. CE mærkning, ETA godkendelse eller anden uvildig verificering af pladens egenskaber.
- Derfor vil det kun være MgO-plader til indendørs brug som kan Svanemærkes.
Da MgO-pladerne især er populære som facadebeklædning har Nordisk Miljømærkning valgt at præcisere, at de udendørs plader ikke kan mærkes, selvom kriterierne for Svanemærkning af byggeplader pr. 25. februar blev udvidet til også at omfatte facadeplader og materialetyperne højtrykslaminat og cementbaserede plader.
-jhn
Fakta om de våde MgO-plader
- De såkaldte MgO plader kan ud over magnesiumoxid også indeholde saltet frit magnesiumklorid, der suger luftens fugt til sig, og når pladen er ved at være vandmættet, danner der sig vand på overfladen, og det drypper efterhånden af og løber videre nedad inde bag regnskærmen.
- Magnesiumklorid begynder at optage fugt fra luften allerede ved 34 % RF. Og selv om at den relative fugtighed formentlig skal være højre, når saltet er indkapslet i en plade, så sker det stadig ved et lavere niveau end de relative fugtigheder på 90 -95 %, som vi typisk har i udeklimaet i vinterhalvåret.
- Vandet opfugter afstandslister udadtil og de bagvedliggende trækonstruktioner indadtil, så der på sigt er risiko for trænedbrydning og skimmelsvamp i trækonstruktioner, og korrosion af søm, skruer og inddækningsprofiler. Der er desuden problemer med misfarvning af underliggende sokler og betonfacader.
Bunch Bygningsfysik ApS og Overfladeteknik ApS
Læs mere her http://bygtek.dk/artikel/byggeri/vindtaette-plader-suger-vand
Svanemærket Byggeplader
Den nye samlede produktgruppe Svanemærkning af byggeplader lever overordnet op til følgende:
- Skrappe miljøkrav
- Begrænset energiforbrug i hele produktionen
- Høj andel recirkulerede eller fornybare materialer
- Ingen eller reduceret brug af formaldehyd og organiske opløsningsmidler
- Sikrer at kvalitet og egenskaber er dokumenteret
For svanemærkede byggeplader med træ gælder i øvrigt:
- Træ fra bæredygtigt skovbrug
For svanemærkede gipsplader gælder:
- Brug af recirkulerede materialer
For svanemærkede byggeplader til indendørs brug gælder i øvrigt:
- Kemikaliekrav, der sikrer sundt indeklima
Fakta om Svanemærket
Der findes i dag mere end 8.000 svanemærkede produkter og serviceydelser i Danmark. I Norden er antallet af svanemærkede varer og serviceydelser over 18.000.
- I Danmark findes svanemærkede produkter og services inden for 46 forskellige produktgrupper - lige fra sæbe, vaskepulver, husholdningspapir, legetøj, byggeprodukter, el-artikler og møbler til svanemærkede serviceydelser, som f.eks. rengøring, trykkerier og hoteller.
- I 2013 blev der i Danmark omsat for mere end 6,5 mia. kr. svanemærkede produkter og serviceydelser.
- Knap 2000 virksomheder har en Svanecertificering i Norden
- 89 % af danskerne kender Svanemærket
- Mere end halvdelen af de danskere, der kender Svanemærket, handler af og til (29%), ofte (20%) eller altid (5%) ind efter Svanemærket