Svensk milliardkoncern køber sig ind i dansk rotte-succes
Den svenske milliardkoncern Anticimex køber 20 procent af aktierne i den danske virksomhed WiseCon A/S. Og fra dansk side forventes omsætningen fordoblet i løbet af to år
Svenske Anticimex, der i 14 lande arbejder inden for skadedyrsbekæmpelse, fødevaresikkerhed og bygningsmiljøer, køber 20 procent af aktierne i den danske virksomhed WiseCon A/S. WiseCon, der siden 2008 har udviklet sig til en af verdens førende virksomheder inden for intelligent rottebekæmpelse, forventer med aftalen en fordobling af omsætningen i løbet af to år.- Vi styrker vores nuværende distributionssamarbejde markant med Anticimex og de vil nu med denne ejerandel forpligtige sig til i langt højere grad til at investere i salg og markedsføring af vores produkter. Og det giver os nogle helt nye muligheder for at vokse eksplosivt på en række eksportmarkeder de kommende år, siger Preben Fritzbøger, adm. direktør hos WiseCon.
Fra 40 til 80 millioner i omsætning
På den baggrund forventer Preben Fritzbøger, at omsætningen på de nuværende 40 millioner kr. i 2014 fordobles i løbet af to år. Han peger bl.a. på, at der med ejerskabet nu er indgået aftale om, at Anticimex nedsætter salgsteams med fokus kun på WiseCons produkter.
- Det er en kæmpe blåstempling, at en af verdens førende virksomheder inden for skadedyrsbekæmpelse og fødevaresikkerhed køber sig ind i WiseCon. Det tilfører os en unik know-how, og giver os samtidig en større og bedre afsætningskanal for nye produkter, siger Preben Fritzbøger.
Tæt udviklingssamarbejde
Hos Anticimex, der beskæftiger 3200 medarbejdere i 14 lande og årligt omsætter for mere end 400 millioner euro, ser Vice President Bo Petersen frem til et langt tættere samarbejde. Anticimex er i dag verdens førende inden for anvendelse af digitale løsninger i skadedyrsbranchen og forventer med dette køb et samarbejde, hvor der ikke kun sættes yderligere fokus på salg af Wisecons eksisterende produkter, men i høj grad også involverer udvikling af nye produkter.
- WiseCon er den virksomhed i verden, der har de bedste kompetencer inden for udvikling af produkter til digital monitorering af gnavere. Vi har ikke produkt- udviklingsafdeling som WiseCon, men til gengæld har vi en unik markedsindsigt, og med de kompetencer kan vi sammen udvikle helt unikke, digitale løsninger og produkter, siger Bo Petersen.
Grøn lovgivning
Giftfri løsninger på vej frem
Bo Petersen peger også på, at bl.a. lovgivningen inden for EU går i retning af mere miljørigtige løsninger. En række lande som eksempelvis Tyskland og Holland har allerede en lovgivning, der forbyder eksempelvis brug af gift til forebyggende bekæmpelse.
- I lande som Tyskland og Holland er det blevet markant mere besværligt og tidskrævende at bruge gift, og det er den vej vi vil se lovgivningen gå. Derfor bliver de effektive, giftfri løsninger en større og støre del af bekæmpelsen og overvågningen fremadrettet, siger Bo Petersen.
-jhn
Fakta:
WiseCon A/S har hovedkontor i Helsinge i Nordsjælland og beskæftiger pt. ca. 36 medarbejdere. Ægteparret Anne Lerche og Preben Fritzbøger er stiftere af firmaet og ejer efter indgåelse af aftalen 47 procent. Lars Hermansen, tidligere adm. direktør i forskellige industrivirksomheder, 23 procent, Anticimex 20 procent, medens de sidste 10 procent er fordelt mellem adm. direktør Knud Foldschack, Dorte og Kim Kjær, Dantons (WiseCon Frankrig) og en række medarbejdere i WiseCon A/S.