Syv anholdt af særlig politienhed for hvidvask for mindst 200 millioner kroner
Samlet er der hvidvasket for minimum 200 millioner kroner gennem forskellige fakturafabrikker. Istandsættelse af ejendomme for sorte penge har angiveligt indgået som metode
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har tirsdag i en koordineret aktion anholdt fire mænd og tre kvinder i alderen 35 til 64 år i en sag om hvidvask af ikke under 200 millioner kroner.
De sigtede mistænkes for at have haft forskellige roller i et hvidvask-setup, hvor forskellige virksomheder har fungeret som såkaldte fakturafabrikker. Samtidig menes istandsættelse af ejendomme for sorte penge at have indgået som metode til hvidvask.
NSK har i forbindelse med aktionen ransaget otte adresser på tværs af landet. Det er sket i samarbejde med Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi, Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi og Østjyllands Politi.
- Dagens anholdelser sker på baggrund af en omfattende efterforskning. Vi vurderer, at der samlet set er hvidvasket minimum 200 millioner kroner gennem forskellige fakturafabrikker, siger politikommissær i NSK, Kirstine Mathiesen.
Tre af de anholdte fremstilles i grundlovsforhør onsdag formiddag ved dommervagten i København.
-dc