Tiden er ikke til panikindgreb på boligmarkedet- Familiernes boligbyrde ligger i øjeblikket på det laveste niveau siden årtusindskiftet, hvilket er et sundhedstegn, siger DI's skatte- og boligøkonom Bo Sandberg. Foto: Ricky John Molloy

Tiden er ikke til panikindgreb på boligmarkedet

Sådan lyder det fra DI’s boligøkonom Bo Sandberg, der har nærlæst Danmarks Statistiks månedlige ejendomssalgsstatistik, der kunne lægge op til et politisk indgreb inden sommerferien. Afvent, opfordrer boligøkonomen

- Som 2021 er skredet frem, er boligmarkedet rykket stadig tættere på epicentret for den politisk-økonomiske debat. Især de kraftigt stigende boligpriser har givet anledning til overvejelser om et eventuelt politisk indgreb allerede på denne side af sommerferien. DI opfordrer i den sammenhæng til is i maven lidt endnu, siger DI-boligøkonom Bo Sandberg.

Ifølge Danmarks Statistik var årsstigningen på ejerlejligheder 10,8 % i 1. kvartal 2021 og 12,8 % på enfamiliehuse, mens sommerhuspriserne i snit er steget hele 17,9 % fra 1. kvartal 2020 til 1. kvartal 2021.

- En årsstigning på næsten 13 % for enfamiliehuse er den højeste prisstigning i statistikkens historie, og det vidner om, at boligfesten i høj grad er rykket ud på villavejene, siger Bo Sandberg.

- Der handles boliger i stor stil i forstæderne til de store byer, hvor alt i øjeblikket kan sælges. Men ret bemærkelsesværdigt er det faktisk i Vest- og Sydsjælland, at der har været den største procentvise årlige vækst i antal bolighandler, nemlig over 60 %, siger DI-boligøkonomen.

- Fremadrettet skal man holde øje med, om boligprisudviklingen afviger fra udviklingen i de underliggende økonomiske forhold som renter, disponibel indkomst og boligbyrde. Samtidig bør man faktisk glæde sig over, at boligmarkedet med mange handler, mange renoveringsopgaver, og også stigende priser, viste sig at være en meget vigtig stabiliserende faktor i dansk økonomi under corona-krisen, siger DI´s Bo Sandberg.

Et ekstraordinært år
DI har noteret sig, at regeringen i sin økonomiske redegørelse dels fremhæver den lave boligbyrde – boligudgifter i procent af den disponible indkomst – og dels forventer, at 2021 vil være et ekstraordinært år.

- Tiden er ikke til panikindgreb på boligmarkedet. Som minimum bør man afvente, hvad der sker med adfærden efter sommer, hvor corona-restriktionerne er på retur og hvor renten ventes at kravle lidt opad. Det er værd at notere, at Finansministeriet regner med, at boligpriserne ekstraordinært stiger med 11,2 % i år, men så falder tilbage til en mere moderat vækst på 3,1 % i 2022, siger Bo Sandberg og tilføjer:

- Familiernes boligbyrde ligger i øjeblikket på det laveste niveau siden årtusindskiftet, hvilket er et sundhedstegn midt i den galopperende udvikling på boligmarkedet. Endelig må man også holde fast i, at det bedste redskab i værktøjskassen til at dæmpe udsving på boligmarkedet, er den skattereform, der allerede er vedtaget, men desværre først træder i kraft i 2024 pga. forsinkede vurderinger, siger DI’s skatte- og boligøkonom Bo Sandberg.

Danmarks Statistiks månedlige ejendomssalgsstatistik kan ses her.

-los


31/5 2021