To byggevirksomheder er nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2020
Einar Kornerup A/S og CG Jensen A/S arbejder begge aktivt for at forbedre deres arbejdsmiljø med særlige kurser for lærlinge og morgengymnastik i Skurvognen, så nu er de nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2020
Samfund - Arbejdsmiljø
Hos CG Jensen A/S skal pulsen op, inden arbejdet begynder på byggepladsen, og hos Einar Kornerup A/S får lærlingene først værktøj mellem hænderne, når de kender alle sikkerhedsreglerne.
Netop derfor er de to medlemmer af Dansk Byggeri nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2020. Arbejdsmiljøprisen uddeles hvert år i fire kategorier til forskellige virksomheder, der har gjort en aktiv indsats for at styrke deres arbejdsmiljø. Prisen gives på tværs af alle brancher.
De to entreprenørvirksomheder har begge udarbejdet nye initiativer, der på hver sin måde er med til at løfte arbejdsmiljøet i virksomhederne.
- Bygge- og anlægsbranchen er fyldt med virksomheder, der arbejder aktivt og strategisk for at sikre det gode arbejdsmiljø, og det er glædeligt, at vi her kan fejre to af virksomhederne, siger arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen, Dansk Byggeri.
En god start for lærlinge
Som lærling hos Einar Kornerup A/S bliver man fra starten involveret i indsatsen for et bedre arbejdsmiljø. Virksomheden har en fast procedure, der skal sikre, at alle lærlinge får den nødvendige viden om arbejdsmiljø, så de får en god start på deres arbejdsliv. De skal vide, hvordan de både kan passe på sig selv og kollegaerne.
Initiativet hos Einar Kornerup A/S startede tilbage i 2014, og resultaterne taler for sig selv. Efter implementeringen af den nye procedure er det lykkedes for entreprenørvirksomheden at nedbringe antallet af lærlinge, der er involveret i en ulykke eller en nær-ved-ulykke. Lærlingene har hos Einar Kornerup A/S fået en bedre start på arbejdslivet, og det har i denne omgang givet virksomheden en nominering i kategorien Unge og Nyansattes Arbejdsmiljø.
Gymnastik til morgenkaffen
Hos CG Jensen A/S starter dagen i skurvognen ikke kun med morgenkaffe. Her er morgengymnastik blevet en del af hverdagen som en slags opvarmning, inden dagens arbejde skydes i gang.
Opvarmningen skal ifølge initiativet føre til bedre velvære, mindre ømhed samt mere engagement og arbejdsglæde hos medarbejderne. Ved at sætte motion på skemaet inden arbejdet påbegyndes har CG Jensen A/S fået en nominering i kategorien Muskel- og Skeletbesvær.
- jhn
Se betonfolkenes morgengymnastik her
Læs mere om Arbejdsmiljøprisen 2020 og se alle de nominerede virksomheder. Her kan du også tilmelde dig temadagen om Unge og Nyansattes Arbejdsmiljø og deltage ved uddelingen d. 21. april 2020. Du finder det her