Tre veje til en bedre bundlinje
Tjen penge på bæredygtighed. På Dansk Byggeri Messen 2015 i november kan byggebranchen møde folkene bag Danmarks Grønne Investeringsfond
"Danmarks Grønne Investeringsfond”. Det er navnet på en ny fond, som hjælper byggebranchen med at finansiere grønne projekter. For sund økonomi og grøn omstilling er hinandens forudsætning, lyder det fra fondens repræsentanter.
Formålet med Danmarks Grønne Investeringsfond er simpelt: Der skal skabes medfinansiering til investeringer, som styrker den grønne omstilling af samfundet. Og med en bred palet af samarbejder med energiselskaber, rådgivningsvirksomheder og erhvervs- og interesseorganisationer har fonden gode muligheder for at hjælpe håndværksvirksomheder med lån og finansiering.
På Dansk Byggeri Messen 2015, som afholdes den 11. og 12. november i Taastrup og Aarhus, kan byggebranchen møde folkene bag Danmarks Grønne Investeringsfond. Projektchef i Dansk Byggeri, Jørn Jensen, byder investeringsfonden et stort og varmt velkommen.
- Dansk Byggeris mål med messen er at gøre det mere lønsomt at drive virksomhed i bygge- og anlægsbranchen. Energibesparelser skal skabe økonomisk råderum. Lige præcis dén præmis, arbejder investeringsfonden ud fra, så fonden er en god ressource for byggebranchen, siger han.
Revisoren er sin løn værd
På Dansk Byggeri Messe 2015 kan byggebranchen også møde revisionsfirmaet PwC. I 85 % af tilfældene hvor revisionsfirmaet PwC gennemgår virksomhedsregnskaber, finder de fejl. Det er typisk dyre fejl, og udgiften til et revisionsfirma er derfor hurtigt tjent ind.
Flere revisionsfirmaer har specialiseret sig i at rådgive virksomheder inden for håndværk og byggeri. Erfaringen viser, at mange virksomheder har fejl i beregningen af både energiafgifter, el, vand og gas. Men heldigvis kan et revisionsfirma spotte fejlene, hjælpe med skattereglerne og sørge for, at der kommer styr på godtgørelserne.
Ifølge Projektchef Jørn Jensen øges lønsomheden øges nemt gennem revisionsfirmaer, selvom de koster på pengepungen på den korte bane.
- Revisorer koster penge, ja. Men systematiske fejl i regningerne er ofte langt dyrere. Det er det sund økonomisk fornuft at tage kontakt til et revisionsfirma, for pengene kommer kort sagt igen, siger han.
Best practice
Hvad er ”best practice” i byggebranchen anno 2015? Det spørgsmål besvares kort og kontant på Dansk Byggeri Messe 2015.
Deloitte har i samarbejde med Dansk Byggeri undersøgt vilkårene for bygge- og anlægsvirksomheder. Branchen er i bedring, flere virksomheder har overskud over en længere periode og færre virksomheder er i fare for at gå konkurs, viser det sig.
Men den typiske virksomheder vil få gavn af at oppe indsatsen på en række indsatsområder, som vil blive præsenteret på Dansk Byggeri Messe 2015. Det er Thomas Frommelt fra Deloitte, der får æren af at fremlægge dem, og projektchef i Dansk Byggeri, Jørn Jensen, opfordrer byggebranchen til ”lytte ekstra opmærksomt”, når Thomas Frommelt går i gang.
- Både Dansk Byggeri og Deloitte har set på utallige virksomheder; både dem, der vækster nu, og dem, der gik konkurs. Vi har samlet vores viden og kogt det ned til seks indsatsområder. Jeg er overbevist om, at alle virksomheder vil gå fra oplægget med inspiration til, hvad lige præcis dé kan gøre bedre, siger han.
-cmn