Udenlandske entreprenører omgår lærlingeklausulerIfølge 3F overholdes lærlingeklausulerne ikke ved byggeriet af Nyt Odense Universitetshospital

Udenlandske entreprenører omgår lærlingeklausuler

En analyse af lærlingeklausulens effektivitet og kvalitet på store byggerier, som Analyse & Tal har lavet for 3F, viser, at der bliver uddannet for få lærlinge, når udenlandske entreprenører vinder stor byggekontrakter for det offentlige.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Man skal kigge godt efter for at få øje på håndværkere, der står i lære på store offentlige byggerier som blandt andre Sydhavnsmetroen og Nyt Odense Universitetshospital (Nyt OUH).

Og ifølge en analyse offentliggjort i Fagbladet døjer de lærlinge, der er, med sprogbarrierer og manglende oplæring, hvis de er ansat under en udenlandsk entreprenør.

Jens Kirkegaard, der er uddannelseskonsulent i 3F Byggegruppen, siger til Fagbladet, at når de offentlige bygherrer arbejder for skatteborgernes penge, har de et særligt ansvar:

- Når de hyrer udenlandske entreprenører til vores byggerier, er det kun rimeligt at forvente, at de sørger for at få skabt nogle lærepladser og holde entreprenørerne op på deres forpligtelser, siger han.

Klausuler bliver omgået
Der stilles i forbindelse med offentlige byggerier krav om en lærlingeklausul for både danske og udenlandske entreprenører, der byder på en opgave. Ifølge lærlingeklausulen skal der oprettes et antal uddannelses- og praktikpladser i forbindelse med et konkret byggeri, men erfaringer er, at disse klausuler ofte bliver omgået - især når udenlandske entreprenører vinder opgaverne.

Eksempelvis var der i marts i år kun 57,7 lærlinge og praktikanter målt i årsværk på byggeriet af Nyt OUH, men ifølge klausulen skulle der være 90-100 lærlingeårsværk - og der var kun 16 bygge- og anlægslærlinge. Ifølge analysen viser det sig, at lærlingeklausulerne ofte opfyldes med kontorelever.

For få faglærte arbejdere
Et af problemerne er også, at udenlandske entreprenører generelt ikke de faglærte arbejdere, der skal til, for at oplære de unge i deres fag via sidemandsoplæring. Dertil kommer, at mange udenlandske firmaer ikke forstår det danske lærlingesystem.

Ifølge Jens Kirkegaard er der er ’skillelinje’ mellem de danske bygge- og entreprenørfirmaer, som er vant til at have lærlinge, og store udenlandske entreprenører, som ofte aldrig har haft lærlinge.

Analysen viser også, at det er meget svært at få oplysninger om, hvor mange lærlinge der egentlig er på de store, offentlige byggerier.

Manglende kontrol
Jens Kirkegaard anklager de offentlige bygherrer for enten ikke at føre kontrol med overholdelsen af klausulerne, eller ’putter’ med tallene.

Ifølge Fagbladet havde udenlandske byggeselskaber for nylig hyret 46 polske lærlinge for at leve op til Region Syddanmarks klausul om at ansætte seks procent lærlinge på byggeriet af Nyt OUH, men de polske lærlinge var slet ikke fysisk i Danmark. De arbejdede på en fabrik i Polen.

31/10 2022