Udvider med opkøb af svensk arkitektvirksomhed
Arkitema ekspanderer nu yderligere med opkøb af KUB arkitekter i Gøteborg. Med opkøbet følger den danske tegnestue sin strategiske vision om at være stærkt til stede på vigtige lokale markeder i Skandinavien
Den danskfunderede tegnestue har i forvejen store projekter samt et projektkontor i Göteborg, og det har længe været planen at styrke forretningen på den svenske vestkyst. Målet er, at KUB Arkitekter i samspil med Arkitema skal styrke virksomhedens kompetencer og lokale tilstedeværelse på et marked præget af høj konkurrence og stadig forandring.
De to virksomheder har begge fokus på bæredygtighed, digitalisering og de samfundsbehov, der skal bidrage til at udvikle fremtidens skandinaviske byer. Derfor mener senior market director Jørgen Bach også, at KUB er det helt rigtige arkitektfirma at få ind i Arkitema:
- KUB arkitekter tilfører stor værdi, både med deres høje arkitektoniske kvalitet og deres position på markedet. De skaber spændende og smuk arkitektur, har en bred forretning og mange interessante projekter i gang. Desuden kan vi også koble KUB’s ingeniørkompetencer ind i projektudviklingen fra starten i en integreret designproces. Vi kan med fordel trække på hinandens kompetencer for sammen at skabe et stærkt kontor, der kan hjælpe med at indfri Arkitemas mål.
Stærkere forretningsgrundlag
KUB arkitekter arbejder med alt fra planlægning og bygningsarkitektur til indretning, og har både arkitekter og ingeniører ansat. Siden firmaet blev stiftet i 2001 har virksomheden vundet flere udmærkelser og priser, blandt andet Sveriges største arkitekturpris Kasper Salin-priset.
Det har været vigtigt for Arkitema og KUB Arkitekter, at der har været overensstemmelse mellem værdier og forretningsgrundlag i de to virksomheder. Derfor ser grundlæggerne hos de Göteborg-baserede arkitekter også frem til at blive en del af en af Skandinaviens største arkitektfirmaer.
- Som arkitekter ønsker vi at kunne arbejde med interessante projekter og tiltrække de bedste medarbejdere. Derfor føles det naturligt at være en del af en arkitektvirksomhed, der deler vores værdier, så vi kan tage endnu bedre hånd om vores kunder, siger Karl-Axel Johannession, en af grundlæggerne af KUB Arkitekter.
Arkitema er grundlagt i Aarhus i 1969, og er i dag ejet af Cowi. Arkitektvirksomheden har over 600 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Aarhus, Oslo, Stockholm og Malmø.
-los