Urealistisk at etablere særlige samkørselsbaner på motorveje
Samfundsøkonomisk vil det have meget store omkostninger, da det vil medføre en voldsom stigning i trængslen for størstedelen af trafikken
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Det radikale folketingsmedlem, Ruben Kidde, har bedt transportminister Benny Engelbrecht oplyse de forventede omkostninger ved at oprette samkørselsbaner - baner, hvor man minimum skal være to personer i køretøjet - på alle veje, hvor der er udfordringer med trængsel.
Samtidig beder han i et tilægsspørgsmål om et bud på, de forventede omkostninger ved at oprette en forsøgsordning med samkørselsbaner på fem indfaldsveje til de større byer.
Benny Engelbrecht erkender, at det i forhold til de grønne klimaplaner er godt, hvis flere kører sammen i samme bil i stedet for hver for sig, men han afviser samkørselsbaner.
Samkørselspladser
I stedet henviser transportministeren til, at der langs både det statslige vejnet - særligt motorvejene – og det kommunale vejnet er anlagt samkørselspladser, hvor man kan stille sin bil eller cykel og køre sammen med andre:
- Der kan være nogle udfordringer forbundet med at oprette samkørselsbaner på alle veje, hvor der er udfordringer med trængsel, lyder det fra ministeren.
Han forudsætter, at Ruben Kidde mener reservation af en eksisterende vognbane til samkørsel:
- Det vil forudsætte, at vejene har mindst to vognbaner i hver retning. Dermed forudsættes det også, at der er tale om motorveje eller motortrafikveje med mindst to vognbaner i begge retninger, noterer ministeren.
Ikke muligt at overhale
Han understreger, at etablering af samkørselsbaner på 4-sporede motorveje betyder, at det ikke længere vil være muligt at foretage overhalinger:
- Hastigheden bliver dermed i praksis reduceret til maksimalt 80 km/t, som er hastighedsgrænsen for lastbiler. Derfor er løsningen primært relevant for motorveje med mindst tre spor i hver retning og dermed primært motorvejsnettet i hovedstadsområdet. Der vil for hver enkelt strækning være tale om begrænsede omkostninger til ekstra skiltning og afmærkning, forklarer Benny Engelbrecht.
Samfundsøkonomisk meget dyrt
Samfundsøkonomisk vil det dog have meget store omkostninger, da det vil medføre en voldsom stigning i trængslen for størstedelen af trafikken, som ikke vil kunne benytte samkørselsbanerne, da vejenes samlede kapacitet vil blive reduceret væsentligt, når den ene vognbane ikke kan udnyttes fuldt ud.
Det fremgår i øvrigt af besvarelsen, at etablering af et ekstra spor på eksempelvis Køge Bugtmotorvejen har været næsten to milliarder kroner for den 14 kilometer lange strækning mellem Greve S og Køge.