Vækst flytter arkitekter
KPF Arkitekter i Aarhus har nu rundet 25 medarbejdere og er vokset ud af sine nuværende lokaler i EY-huset. Tegnestuen forventer fortsat vækst og flytter derfor til større og bedre lokaler i havnekvarteret.
Det går godt hos KPF Arkitekter i Aarhus. Tegnestuen, der startede med 3 mand på Toldboden i 2007, har mangedoblet antallet af medarbejdere og er nu godt 25 mand.
KPF Arkitekter står for en funktionalistisk og praktisk tilgang til byggeri, hvor brugernes behov og respekt for omgivelserne i mange tilfælde prioriteres frem for en spektakulær formgivning, og det virker åbenbart tiltalende på de østjyske bygherrer, mener KPF’s aarhusianske tegnestueleder.
- Vi har aldrig været dem, der råber højest og har de største armbevægelser. I stedet arbejder vi meget seriøst med vores fag og opnår anerkendelse gennem anbefalinger og stærke og langsigtede samarbejder med vores kunder, forklarer nyudnævnt tegnestueleder Morten Bluhm fra KPF Arkitekter i Aarhus.
Egne indretningsarkitekter
Morten Bluhm har været med ombord siden 2007, og han og kollegerne i Aarhus arbejder i øjeblikket bl.a. på et stort boligprojekt med 350 boliger på Katrinebjerg, flere skoler i Aarhus-området, det nye FoodHouse i Vejle mv., og generelt er der godt gang i byggeriet i det østjyske.
Det er da også forventning om yderligere vækst, der nu får KPF Arkitekter til at flytte i nye og større lokaler på Mindet 2 bl.a. med udsigt til DOKK1 og havnebassinerne.
- Vi har nu nået en størrelse, hvor der er behov for flere kvadratmeter. Vi har et levende miljø på tegnestuen, og vi ser derfor frem til både at kunne brede os lidt mere og at få flere nye kolleger. Det betyder meget for os, at samspillet på tværs af faggrupper og mellem nye og erfarne medarbejdere styrkes, og derfor har vi da også haft vores egne indretningsarkitekter fra Formsprog til at hjælpe med indretningen, forklarer Morten Bluhm.
Konkret er de nye lokaler indrettet med flere mødelokaler, stillerum og arbejdsøer, og det giver medarbejderne bedre mulighed for at bevæge sig rundt mellem arbejdspladserne. Samtidig giver egne parkeringspladser på adressen lettere adgang for kunderne.

Morten Bluhm er nyudnævnt tegnestueleder Morten Bluhm fra KPF Arkitekter i Aarhus.
Medvind på landsplan
Også på landsplan går det godt for KPF Arkitekter. Arkitektfirmaet har udover Aarhus også afdelinger i Viborg, Aalborg og København og er med 120 medarbejdere i dag et af Danmarks største arkitektfirmaer.
Væksten er de seneste år kommet via både organisk vækst og opkøb; senest ved sammenlægningen med Erik Møller Arkitekter, Formsprog og Brøgger Arkitektfirma. Særligt kompetencerne hos Erik Møller Arkitekter, der er specialist inden for kulturarv og restaurering, giver nye muligheder. Det gælder ikke mindst i Aarhus, hvor der findes et stort antal bevaringsværdige bygninger.
- Byggeri bliver stadig mere kompliceret, og en stor del af ansvaret for overholdelse af den skærpede lovgivning ligger hos arkitekten. Det betyder, at vi i dag skal have specialiserede kompetencer inden for alle typer af byggerier og tværgående specialister inden for blandt andet energi, sundhed, indretning, materialer mv., og derfor er det helt afgørende, at vi har både den lokale tilstedeværelse og et bagland af specialister, der kan træde til i forskellige sammenhænge og teams, siger adm. direktør hos KPF Arkitekter, Michael Reventlow-Mourier.
-cmn