Vinderprojekt for udvidelse af sundhedscenter
Sundhedscenter Kolding udvider med 4500 m2, og Kolding Kommune har nu fundet vidneren af konkurrencen
Det bliver entreprenørvirksomheden Hoffmann i samarbejde med tegnestuen GPP Arkitekter og ingeniørfirmaet Alectia, der skal bygge anden etape af Kolding Sundhedscenter.- Vinderprojektet er udpeget af et bedømmelsesudvalg ud fra grundig vurdering med en lang række parametre, hvor der bl.a. blev lagt vægt på funktionalitet, arkitektur og tilgængelighed, fortæller stadsarkitekt Michael Pagaard Madsen, By- og Udviklingsforvaltningen.
Forud for bedømmelsen havde Kommunen prækvalificeret fem teams, som afleverede hver sit projekt til anonym bedømmelse.
Første spadestik til sommer
Den planlagte udvidelse af sundhedscentret bliver påbegyndt i løbet af sommeren og forventes at stå færdigt i slutningen af 2017. Den nye del skal indeholde de døgnrehabiliteringspladser, der i dag ligger på Låsbyhøj i Kolding, specialtandlæge og træningsfaciliteter.
Sundhedscenter Kolding er skabt ud fra den tanke, at borgerne får én indgang til det kommunale sundhedsvæsen. Helt unikt er Sundhedscenter Kolding opført på Sygehus Lillebælts grund ved siden af Kolding Sygehus, hvilket betyder, at borgerne i Kolding får mulighed for et nært og sammenhængende sundhedsvæsen.
-kj