Virksomhedsbesøg åbner vinduerDelegationen var bl.a. på besøg hos vindueskoncernen Inwido i Farsø, hvor direktør Jens Sørensen fortalte om fokus på vinduer og døres energieffektivitet i byggeriet.

Virksomhedsbesøg åbner vinduer

Politikere og embedsmænd på besøg hos Inwido for at lære mere om energieffektive vinduer, og hvilken betydning innovativ produktudvikling i byggebranchen har landets samlede energiforbrug

Bygninger står for hele 40 % af energiforbruget i Danmark og er derfor en væsentlig brik i at opnå fossilfrihed.

Selvom branchen har nogle gode løsninger allerede, skal graden af innovation i byggeriet øges, og det kræver en fælles indsats på tværs af branchen. Sådan lyder det fra Dansk Byggeri, som af samme grund netop har haft 20 politikere, embedsfolk, forskere, rådgivere m.fl. på ”Byggeri, Energi og Ressource Tour 2015”.

Turen gik til udvalgte byggefirmaer i Nordjylland, og formålet var at få skabt gode relationer, få faglige og inspirerende input og ikke mindst besøge innovative virksomheder, som er first movers og gerne deler ud af deres erfaringer.

Vinduer er et nøgleprodukt
Delegationen var bl.a. på besøg hos vindueskoncernen Inwido i Farsø, hvor der blev sat fokus på vinduer og døres energieffektivitet i byggeriet. I Farsø fik deltagerne både en præsentation om innovation i Outline Vinduer, som er en del af Inwido, samt en efterfølgende rundvisning i Outlines produktion.

- Byggeriet er en del af fremtidens energiløsning, men byggebranchen generelt har et ry for at have en konservativ og reaktionær tilgang til innovation. Denne myte vil vi gerne aflive over for politikerne og andre beslutningstagere, siger direktør i Outline Jens Sørensen.

- I Outline arbejder vi med proaktiv produktudvikling, som sikrer, at vores produkter kontinuerligt lever op til eksisterende og kommende energikrav. Eksempelvis kan Outlines vinduer allerede i dag leve op til de forventede krav i BR15, tilføjer Jens Sørensen.

Intelligent forvaltning af energi
På tværs af Inwido-koncernens forskelligartede vinduesvirksomheder er der stort fokus på udvikling af energioptimale løsninger, og det gælder også hos design- og udviklingsvirksomheden Art Andersen, som er førende inden for energioptimering af bygninger via dynamiske facadesystemer.

Art Andersen har udviklet et intelligent, vinduesbåret, dynamisk solafskærmningssystem, ”Energy Frames”, hvor de bevægelige rammer og den intelligente styring kan reducere en bygnings energiforbrug med op mod 50 %.

Prikken over i’et – især for arkitekter – er, at Energy Frames samtidig er et designmæssigt elegant produkt med arkitektoniske muligheder.

Forskernes perspektiv
Business Developer i Art Andersen, Michael Felthaus, fik i Farsø mulighed at fortælle Energitourens deltagere om dynamiske facader, som han mener kommer til at spille en væsentlig rolle i fremtidens energioptimerede bygninger:

- Hele byggebranchen står i dag over for den udfordring, at vi skal udvikle og implementere intelligente energisystemer, som både reducerer en bygnings energiforbrug og effektivt forvalter den energi, som er til stede. Med et dynamisk facadesystem som f.eks. Energy Frames afstemmes indeklimaet konstant og reguleres intelligent ved hjælp af de bevægelige facadeelementer. Således bliver bygningen bæredygtig både nu og i fremtiden, siger Michael Feldthaus.

På turen rundt i Nordjylland, som foregik med bus, fik deltagerne under køreturen også lejlighed til at høre mere om forskningen inden for energieffektivitet, hvor hhv. professor Per Heiselberg fra Aalborg Universitet og seniorforsker Ole Michael Jensen fra SBi holdt oplæg. Derudover var delegationen også på virksomhedsbesøg hos modulbyggeriproducenten Scandi Byg i Løgstør og betonelementproducenten Ambercon i Støvring.

-cmn


Business Developer i Art Andersen, Michael Felthaus, fik i Farsø mulighed at fortælle Energitourens deltagere om dynamiske facader.

24/11 2015